Østrig: Migrantkrise må løses på hastetopmøde i EU
Det er en midlertidig løsning, at Østrig tager imod tusindvis af flygtninge. Kansler beder om hurtigt topmøde.
Østrig har taget imod flere tusinder mennesker i en vanskelig situation, men nu er det på tide at udfase de ekstraordinære tiltag, der i weekenden har givet migranter mulighed for at rejse fra Ungarn og videre ind i Østrig og Tyskland.
Det siger den østrigske kansler, Werner Faymann, søndag.
- Vi har hele tiden sagt, at dette er en nødsituation, og at vi må handle hurtigt og humant. Vi har hjulpet over 12.000 mennesker i en akut situation. Nu vil vi skridt for skridt bevæge os væk fra nødforanstaltninger hen mod normalitet, i overensstemmelse med lov og værdighed, siger han.
Udtalelsen kommer efter telefonsamtaler med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og Ungarns premierminister, Viktor Orbán.
Faymann siger endvidere til det østrigske nyhedsbureau APA, at der skal indkaldes til et ekstraordinært EU-topmøde for at løse migrantkrisen i Europa.
- Der er ikke noget alternativ til at finde en fælles europæisk løsning, siger kansleren.
Han opfordrer EU's ledere til at holde et topmøde umiddelbart efter et andet ekstramøde, som EU's indenrigs- og justitsministre er indkaldt til 14. september.
- EU står over for sin største udfordring og må virkelig gøre sig fortjent til Nobels fredspris, siger Faymann med henvisning til, at EU fik fredsprisen i 2012.
Kansleren understreger, at Østrig og Tyskland vil spille en central rolle i Europa "for at sikre en fælles beskyttelse af de ydre grænser, sikre retfærdige asylprocedurer og modtage en retfærdig fordeling af asylansøgere via en europæisk kvote".
Efter et meget dramatisk døgn lørdag, hvor op mod 10.000 migranter ankom til den østrigske grænseby Nickelsdorf til fods, i busser og med tog, var der søndag mere stille.
De fleste af de flygtninge og migranter, der er rejst ind i Østrig, er taget videre til Tyskland.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker