Østrig sender politi på gaden for at håndhæve coronaregler
Der har været flere demonstrationer i Østrig, hvor nogle er utilfredse med regeringens håndtering af coronapandemien (Arkivfoto). Foto: Florian Wieser/Ritzau Scanpix
Florian Wieser/Ritzau Scanpix
Fra tirsdag vil både uniformerede og civilklædte betjente hjælpe med at håndhæve coronatiltag i Østrig.
Østrig sender fra tirsdag både uniformerede og civilklædte betjente på gaden for at sørge for, at landets coronarestriktioner overholdes.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
- Vi vil yderligere øge vores pres, lyder det fra indenrigsminister Gerhard Karner mandag, dagen før betjentene sendes på gaden.
Betjentene skal blandt andet sørge for, at forretninger laver de påkrævede tjek, og at ikkevaccinerede kun forlader deres hjem, når det er berettiget.
Ikkevaccinerede har siden november været underlagt særlige restriktioner i Østrig. Restriktionerne indebærer, at man kun må forlade sit hjem for at arbejde, handle eller dyrke motion, hvis man ikke er vaccineret mod coronavirus.
Tiltaget er indført for at sætte skub i landets vaccineudrulning.
Knap 73 procent af den østrigske befolkning er færdigvaccineret mod coronavirus. Det viser tal fra statistikbanken Our World in Data.
Det er lavere end eksempelvis Danmark, hvor næsten 80 procent af befolkningen er færdigvaccineret. Det er dog samtidig en smule højere end blandt andet Norge, Tyskland og Holland.
Indtil videre har de østrigske myndigheder opdaget over 12.000 lovovertrædelser i forbindelse med nedlukningen.
Fra tirsdag vil politiet i øvrigt også kontrollere, om coronarestriktionerne overholdes, når det udfører andre opgaver. Det kan eksempelvis være i forbindelse med, at folk stoppes i trafikken, skriver dpa.
Østrig planlægger fra februar at indføre krav om, at landets borgere er vaccineret mod coronavirus. Hvis man ikke er vaccineret, skal det kunne straffes med en bøde på op til 3600 euro (knap 27.000 kroner) i kvartalet.
Østrig har mandag registreret knap 11.000 nye tilfælde af coronasmitte det seneste døgn. Der bor lidt under ni millioner mennesker i Østrig.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde