Østrigs kansler står til at blive væltet efter skandalesag
Den østrigske kansler, Sebastian Kurz, ligner en færdig mand, efter at en opsigtsvækkende sag har rystet Østrigs regering. Foto: Hans Klaus Techt/Ritzau Scanpix
Hans Klaus Techt/Ritzau Scanpix
Frihedspartiet ser ud til at støtte et mistillidsvotum mod kansler Sebastian Kurz, der dermed kan være færdig.
Østrigs kansler, Sebastian Kurz, nærmer sig efter alt at dømme sin afgang, efter at en opsigtsvækkende sag har rystet den østrigske regering.
Frihedspartiet (FPÖ) i Østrig vil således "formentlig støtte" et mistillidsvotum mod Kurz. Det siger Norbert Hofer, der er tidligere østrigsk transportminister og en fremtrædende profil i FPÖ, til det østrigske nyhedsbureau APA.
Afstemningen ventes at finde sted mandag eftermiddag.
Den er foreslået af oppositionen og støttes blandt andet af Socialdemokratiet, der sidder i den østrigske opposition.
Kurz' konservative parti fejrede søndag et stort resultat ved europaparlamentsvalget. Her får partiet ifølge de foreløbige resultater 34,5 procent af stemmerne. Det sikrer partiet en fremgang på to mandater.
Problemerne for Kurz overskygger dog formentlig det gode europæiske valg.
I hjemlandet er Kurz' regering kommet i noget af et stormvejr, siden en video 17. maj blev offentliggjort af de tyske aviser Bild og Süddeutsche Zeitung.
I videoen optræder vicekansler Heinz-Christian Strache (FPÖ) under et hemmeligt møde på den spanske ø Ibiza.
Videoen viser, hvordan han under mødet med en påstået rig, russisk arving kommer med diverse mere eller mindre lyssky tilbud.
Strache gik af, dagen efter at videoen blev offentliggjort.
Senere fyrede Kurz indenrigsminister Herbert Kickl fra Frihedspartiet for at sikre en fair undersøgelse af sagen.
Fyringen fik Frihedspartiet til at trække sine øvrige ministre.
Efter at regeringen bestående af Kurz' konservative og Frihedspartiet er gået i opløsning, har kansleren udskrevet valg til afholdelse i september.
Oppositionen mener dog, at kansleren også skal stå til ansvar og forlade sin post. Det er årsagen til den nærtstående mistillidsafstemning.
Den opsigtsvækkende videoens oprindelse er endnu ukendt.
De tyske aviser vil ikke afsløre kilden, men der gættes i østrigske medier både på russiske og vestlige efterretningstjenester.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde