Østrigs præsident undskylder brud på coronaregler
Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, blev opdaget af en politipatrulje på rutinetjek, da han sad sammen med sin kone udenfor en restaurant omkring midnat. Ifølge de coronaregler, der gælder nu, skal restauranter lukke klokken 23. (Arkivfoto) Foto: Leonhard Foeger/Reuters
Leonhard Foeger/Reuters
Præsident var for første gang i månedsvis på restaurant og glemte tiden, forklarer han om brud på lukkeregel.
Østrigs præsident, Alexander Van der Bellen, måtte søndag give sine landsmænd en undskyldning, efter at østrigsk politi fandt ham og hans kone på en restaurant efter midnat natten til søndag.
De regler, der fortsat er i kraft i Østrig under coronaudbruddet, fastslår, at restauranter skal lukke klokken 23.
- Jeg var ude at spise for første gang siden nedlukningen med to venner og min kone, skriver Van der Bellen på Twitter søndag.
- Vi sludrede og glemte desværre tiden. Det er jeg oprigtigt ked af. Det var en fejl, skriver præsidenten.
Østrig besluttede i midten af marts at indføre relativt strenge tiltag for at bekæmpe coronaudbruddet.
Men siden midten af april er disse restriktioner gradvist blevet lempet.
I sidste uge fik caféer og restauranter lov at åbne. Men de skal følge et sæt regler - blandt andet at lukke senest klokken 23.
Ejeren af den restaurant, hvor præsidentparret og deres venner spiste middag, forklarer til avisen Krone, at han mente, at han havde fulgt reglerne ved at stoppe serveringen klokken 23.
Hans opfattelse af reglerne var, at gæsterne havde lov at blive siddende på terrassen efter det tidspunkt, hvis de ville.
Restauranten risikerer en bøde for at overtræde reglerne. Præsident Van der Bellen har sagt, at han i givet fald "vil tage ansvaret".
I den anden ende af Europa foregår der en mere ophedet diskussion om, hvorvidt der gælder én regel for den almindelige befolkning og en anden regel for højtstående embedsmænd i regeringen.
Det er i Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson søndag har forsvaret sin toprådgiver, Dominic Cummings.
Rådgiveren trodsede i marts udgangsforbuddet og kørte over 400 kilometer for at komme til sine forældres hus i det nordlige England.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde