Østrigsk vicekansler trækker sig fra alle poster
Den østrigske vicekansler, finansminister og partileder Michael Spindelegger har tirsdag ganske uventet trukket sig fra alle sine poster.
Spindelegger træder tilbage på grund af manglende opbakning i sit konservative Det Østrigske Folkeparti (ÖVP) efter et opgør om finansieringen af en ny skattereform.
ÖVP har været på kant med sin partner i den østrigske koalitionsregering, kansler Werner Faymanns socialdemokrater i SPÖ om, hvordan man skal finansiere skattelettelser i indkomstskatten, der skal sætte skub i den østrigske økonomi.
Spindelegger blev finansminister ved sidste års valg i Østrig, hvor koalitionspartnerne lige akkurat bevarede deres flertal i parlamentet i Wien.
Vicekansleren har også modtaget intern kritik i ÖVP for at modsætte sig skattelettelserne med mindre, at de kunne finansieres.
- Der skal være samhørighed i et parti. Hvis samhørigheden ikke længere er der, er tiden inde til at videregive rorpinden, siger Michael Spindelegger på et pressemøde, hvor han meddeler sin afgang.
Den 54-årige advokat fra delstaten Niederösterreich blev vicekansler og overtog formandsposten i ÖVP i foråret 2011, da hans forgænger Josef Pröll gik af på grund af sygdom.
Spindelegger var udenrigsminister, inden han blev finansminister.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde