Otte børn fra Heverlee har ikke ringet hjem

Indimellem går den store port ind til skolegården op, og voksne og børn træder tavse ud og hænger endnu en stak tegninger op: Der er glade sole, æbletræer, abstrakte mønstre. Der er også en med et barn på en sky. Og en anden med en bus.

Flere af tegningerne har hilsner til lærer Frank. Andre til navngivne børn eller til hele skolens sjetteklasse.

16 af de 24 børn i sjette klasse har ringet hjem til deres forældre fra det hospital i Schweiz, hvor de er indlagt, efter at deres bus forulykkede tirsdag aften.

Otte forældrepar i Heverlee har intet hørt fra deres børn.

Forældrene fra Heverlee og andre fra byen Lommel, der også havde en sjetteklasse med bussen, er nu på vej til Schweiz.

- Det er umanerligt hårdt for dem. De har ingen grund til at tro, at de får gode nyheder.

- Forældrene til de otte, der ikke har ringet, er bange for, at det betyder, at deres børn er døde, siger Mieke van Hecke, der leder den katolske organisation bag skolen, med meget alvorlig mine til Ritzau.

Van Hecke fortæller, at klasselærer Frank og en kvinde, der har rejst med på sjetteklasses traditionsrige årlige skiture som frivillig i mange år, er blandt de omkomne.

- Hun er 70. I år var sidste gang, hun skulle med på turen, siger van Hecke og fortæller, at resten af de omkring 200 børn er i skole, hvor de og lærerne får hjælp af blandt andre Røde Kors til at håndtere "en umanerligt dårlig dag".

I vrimlen af tilrejsende verdenspresse foran skolen står også Leuvens borgmester, Louis Tobback.

- Vi ved stadig ikke rigtig, hvad der er sket. Det er svært at få præcise oplysninger, fortæller Tobback.

Tidligere på morgenen lagde Belgiens katolske ærkebiskop Leonard også vejen forbi.

- Jeg prøver at føle, hvad forældrene føler. Jeg tror, de lider som Jesus på korset, da han sagde: Min gud, hvorfor har du forladt mig? Det må være sådan, de tænker, siger ærkebiskoppen, der klokken otte onsdag leder en mindehøjtidelighed i kirken i Leuven.

/ritzau/

Muren under de glade kulørte bogstaver med navnet St. Lambertus Skole i Heverlee - et forstadskvarter til storbyen Leuven i det centrale Belgien - er ved at blive fyldt med børnetegninger.

Offentliggjort Sidst opdateret