Otte mister livet efter pludselig regn i tørkeramte Brasilien
Ifølge forskere skyldes det ekstreme vejr i Brasilien klimaforandringer. Foto: Miguel Schincariol/Ritzau Scanpix
Brasiliens hovedstad havde ikke fået regn i 165 dage, da voldsomme byger ramte fredag. Otte er døde i landet.
Mindst otte personer har mistet livet som følge af voldsom regn i Brasilien.
Det oplyser myndighederne i landet, som er blevet ramt af den kraftige regn efter en tid med udpræget tørke og hærgende skovbrande.
Siden fredag er der i det centrale og sydøstlige Brasilien blevet målt vindstød på 100 kilometer timen, og der er faldet op til 10 centimeters regn om dagen.
Det oplyser landets meteorologiske institut.
Regnen har i delstaten Sao Paulo kostet syv personer livet, efter at der er sket flere ulykker med træer, som er væltet, og bygninger, som er kollapset.
I storbyen Sao Paulo, som ligger i delstaten af samme navn, er mange desuden ramt af strømsvigt. Energiselskabet Enel siger, at omkring 1,6 millioner husstande og virksomheder fortsat er foruden strøm.
I landets hovedstad, Brasilia, er en soldat død, og en anden soldat er blevet såret. De var i gang med at tage et flag, som hang foran militærets hovedkvarter i byen, ned, da et træ væltede ned over dem.
Lokale brasilianske medier har beskrevet, at embedsmænd i landets kongres desuden har måttet bruge paraplyer indendørs, fordi regnen er sivet ind gennem taget i underhuset.
Efter 165 dage uden regn i Brasilia, er der dog også flere, der byder regndråberne velkomne, skriver AFP.
I løbet af de seneste måneder har hele landet været ramt af en tørke, som er den værste, siden man begyndte registrering af nedbør i landet.
Ifølge forskere skyldes det klimaforandringer.
Tørken medførte skovbrande på tværs af landet. Mellem januar og september i år brændte et areal på 22,38 millioner hektar ned.
Det svarer til et område, der er mere end fem gange så stort som Danmark. Halvdelen af arealet befinder sig i regnskoven i Amazonas.
Skovbrandene efterlod også jaguarer med brandsår i vådområdet Pantanal og sendte tyk røg til flere af landets storbyer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker