Otte personer er blevet dræbt i nyt serbisk masseskyderi
En ambulance forlader gerningsstedet efter skyderi i Serbien nær byen Mladenovac. Foto: Antonio Bronic/Reuters
Skyderiet fandt sted sent torsdag nær en by, som ligger 60 kilometer syd for den serbiske hovedstad.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Otte personer er blevet dræbt, og adskillige er blevet såret efter masseskyderi nær byen Mladenovac i Serbien, mindre end 48 timer efter at et andet masseskyderi rystede landet onsdag.
Det oplyser landets indenrigsministerium til det amerikanske medie CNN.
Skyderiet sent torsdag fandt sted 60 kilometer syd for den serbiske hovedstad, Beograd.
Den formodede gerningsperson åbnede ild med et automatvåben fra et køretøj og flygtede herefter fra gerningsstedet, oplyser det serbiske medie RTS.
Politiet leder stadigvæk efter gerningspersonen, skriver nyhedsbureauet AFP.
Annonce
CNN skriver, at politiet har efterlyst en 21-årig mand. Specialiserede politistyrker tager del i eftersøgning, herunder antiterrorenheder og helikoptere. I alt er 600 politifolk involveret, skriver det serbiske medie RTS ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Inden solopgang så et vidne ifølge Reuters tungt bevæbnet politi i færd med at opsætte et og gennemsøge trafik, der passerede.
Politiet arbejder på gerningssted i Serbien nær byen Mladenovac efter skyderi, som har kostet otte personer livet. Foto: Antonio Bronic/Reuters
- Det er kulsort herude. Vi leder efter ham i det her område, vi tager alle forbehold. Et stormgevær er en alvorlig trussel, sagde betjenten i et interview over telefonen.
Fra landets sundhedsministerium lyder det, at der er brug for bloddonorer, der kan donere blod til de sårede, skriver mediet Nova.
Ambulancer er ifølge mediet N1 ankommet til et hospital i Mladenovac, skriver CNN.
Ifølge det serbiske medie Nova har landets indenrigsminister, Bratislav Gašić, fortalt til det serbiske medie Telegraf, at han betegner skyderiet som en "terrorhandling".
Masseskyderiet finder sted kort efter, at en 13-årig dreng onsdag skød ni og sårede syv på en skole i Beograd, hvorefter han meldte sig selv til politiet. Otte af ofrene var børn, mens også en sikkerhedsvagt mistede livet.
Indtil denne uge har masseskyderier været sjældne i Serbien, trods landets mange skydevåben. Serbien har Europas højeste andel af personer, der ejer et skydevåben, og den femtehøjeste andel i verden. Det betragtes som et levn fra 1990'ernes konflikter i landet, skriver CNN.
I Serbien bor der syv millioner mennesker, som ejer mere end 2,7 millioner skydevåben. Det svarer til 39 skydevåben per 100 personer, viser data fra Geneva Graduate Institute ifølge CNN. Kun 44 procent af de våben er officielt registreret.
Fredag begynder tre dages landesorg i Serbien som følge af skoleskyderiet onsdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned