Otte skolebørn dræbt ved et knivoverfald i Kina
Skolebørn blev stukket ihjel på deres første skoledag i Kinas østlige Hubei provins.
Otte skolebørn er stukket ihjel ved et knivoverfald i Kina. Det oplyser myndighederne i byen Enshi i den østlige Hubei provins.
De otte børn blev dræbt på deres første skoledag, rapporterer CNN.
- Angrebet skete på skolen Chaoyangpo, siger de lokale myndigheder.
De oplyser videre, at angrebet blev begået af en 40-årig mand med efternavnet Yu. Han angreb børnene klokken 8.00 lokal tid, netop da børnene var ankommet til skolen.
Angrebsmanden er i politiets varetægt. Manden blev tilbageholdt af politiet kort efter angrebet i landsbyen Chaoyangpo, oplyser regeringen i Enshi.
Otte børn blev dræbt, og to blev såret. Der er ikke oplyst yderligere detaljer om børnene.
- Den lokale partikomité og den lokale regering har iværksat et særligt kriseberedskab for at hjælpe de berørte, hedder det i en erklæring fra bystyret i Enshi.
I de senere år har der været en række kniv- og økseangreb i Kina. Mange af angrebene har været rettet mod børn.
En mand, som sårede 12 børn i en børnehaveklasse ved et knivangreb for to og et halvt år siden, blev henrettet tidligere i år ifølge kinesiske medier.
I oktober sidste år trængte en kvinde ind på en institution for små børn med en køkkenkniv og sårede 14. I april sidste år blev ni skoleelever dræbt og flere andre såret, da en mand angreb elever på en skole i Shaanxi provinsen.
Mellem 2010 og 2012 var der en bølge af angreb mod skoler. I et af angrebene blev ti børn stukket af en mand, som derefter dræbte sig selv. I de fleste tilfælde har gerningsmanden været mentalt forstyrret.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker