Over 100 lande vil forpligte sig til at beskytte klodens skove
85 procent af klodens skovareal er omfattet af en aftale, som sigter mod at bremse afskovning inden 2030.
Politiske ledere fra over 100 lande vil på klimatopmødet COP26 underskrive en "skelsættende" aftale om at standse afskovning inden 2030 og genoprette Jordens skove.
Det meddeler den britiske regering mandag aften ifølge nyhedsbureauet dpa.
85 procent af klodens samlede skovareal er omfattet af aftalen, der understøttes af 8,75 milliarder pund i statslige midler samt yderligere 5,3 milliarder pund fra private. Det svarer til i alt 123 milliarder kroner.
Pengene skal bruges til at beskytte skove, genoprette nedbrudte jordarealer, støtte indfødte samfund og rette op på skader forårsaget af naturbrande.
Aftalen vil blive præsenteret af den britiske premierminister, Boris Johnson, tirsdag på COP26 i Glasgow.
Ifølge Johnson vil den medvirke til at opnå klimatopmødets mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
Det skyldes, at skove opsuger CO2 (kuldioxid, red.), der forstærker drivhuseffekten og dermed medvirker til temperaturstigninger.
- Disse store økosystemer - disse naturkatedraler - er vores planets lunger, ventes Johnson at sige ved sin præsentation af aftalen tirsdag.
- Skovene understøtter vores samfund, levebrød, fødevareforsyning og absorberer det kulstof, vi pumper ud i atmosfæren. De er afgørende for selve vores overlevelse. Med dagens historiske løfter har vi mulighed for at afslutte menneskehedens lange historie som naturens erobrer og i stedet blive dens vogter.
Aftalen omfatter skove med et samlet areal på over 33 millioner kvadratkilometer. Fra Canadas og Ruslands nordlige skove til de tropiske regnskove i Indonesien, Brasilien, Colombia og Den Demokratiske Republik Congo.
Der er tidligere lavet aftaler, blandt andet i 2014, om at beskytte klodens skove. Men indtil videre har de ikke stoppet ødelæggelser i form af afskovning til fordel for landbrugsjord.
Forskellen denne gang er, at EU, Kina og USA sammen med store skovrige nationer tilslutter sig aftalen, skriver The Guardian.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker