Over 1400 er bekræftet døde efter jordskælv i Tyrkiet
Et meget kraftigt jordskælv ramte den sydlige del af det centrale Tyrkiet natten til mandag og blev efterfulgt af endnu et kraftigt skælv. Her ses stedet, hvor det ramte. Foto: Associated Press Staff/Ritzau Scanpix
I alt er mindst 1472 personer bekræftet omkommet i Tyrkiet og Syrien efter nattens voldsomme jordskælv.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Mange er døde eller fanget under murbrokker efter et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på omkring 7,8, der ramte det sydøstlige Tyrkiet og kunne mærkes i Cypern, Libanon og Syrien natten til mandag.
Også flere efterskælv har ramt regionen.
Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet fandt sted klokken 02.17 dansk tid svarende til 04.17 lokal tid - altså mens mange lå og sov.
Jordskælvet har ført til mange sammenstyrtede bygninger. Tyrkiet har erklæret en alarmtilstand på niveau fire, som også udløser en opfordring til det internationale samfund om at komme med hjælp.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Annonce
Dødstallene stiger fortsat i både Tyrkiet og Syrien.
Ifølge Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er 912 personer konstateret døde i landet som følge af jordskælvet, skriver Reuters. Derudover er 5383 personer blevet såret, og 2818 bygninger er styrtet sammen.
Et billede fra nyhedsbureauet Sana viser en sammenstyrtet bygning i Hama i Syrien. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Det statslige, syriske nyhedsbureau Sana skriver, at 339 personer har mistet livet i de regeringskontrollerede dele af Syrien. Mediet citerer ifølge Reuters landets sundhedsministerium.
Derudover er mindst 221 personer omkommet i områder kontrolleret af oprørsgrupper ifølge organisationen De Hvide Hjelme. De Hvide Hjelme fungerer som en civil redningstjeneste i det krigsramte land.
Dermed har det samlede dødstal i Tyrkiet og Syrien rundet 1400 og er nu på foreløbig 1472.
I flere provinser i Tyrkiet er der mange kollapsede bygninger. Det gælder både Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen.
Jordskælvet ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye ifølge USGS. Gaziantep ligger omkring 50 kilometer fra Tyrkiets grænse til Syrien.
Skælvet er et af de mest kraftfulde, som har ramt regionen i mindst et århundrede, skriver AFP. Det rammer et område af Tyrkiet, hvor der bor millioner af flygtninge fra Syrien og andre krigsramte områder.
Billeder fra den tyrkiske tv-kanal TRT viser, at folk er gået ud på snedækkede gader. Det skriver Reuters. De billeder viser også skader på bygninger.
Folk står nær en ambulance, mens der er en redningsindsats i gang, efter at et jordskælv ramte blandt andet Diyarbakir i det sydlige Tyrkiet. Foto: Mahmut Bozarslan/Ritzau Scanpix
Jordskælvet varede omkring et minut og ødelagde mange vinduer ifølge et Reuters-vidne.
Annonce
Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.
Skælvet natten til mandag blev efterfulgt af et skælv med en beregnet størrelse på 6,7. Det fandt sted 11 minutter efter det første jordskælv ifølge USGS.
Seneste artikler
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Jimmy hejser flaget: Veteraner kommer på finansloven
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik