Stemmedeltagelsen ved det første frie valg i Tunesien var på over 90 procent, siger valgembedsmænd ifølge Reuters.
Valget finder sted, ni måneder efter at en folkelig revolution tvang præsident Zine al-Abidine Ben Ali på porten.
Ifølge valgkommissionens formand, Kamel Jendoubi, vil valgresultatet først blive offentliggjort tirsdag. Oprindeligt skulle det have været offentliggjort mandag.
Vælgerne strømmede til i stort tal ved det historiske valg, og allerede to timer før valglokalerne lukkede, havde næsten 70 procent af vælgerne stemt. Men valgdeltagelsen endte altså på over 90 procent.
- Vi gør, hvad vi kan. Men folk er strømmet til, og der ligger en stor opgave foran os, siger Jendoubi.
Og det var stolte og smilende tunesere, der afgav deres stemmer.
Men for nogen var glæden ved at kunne stemme blandet med sorg.
- I dag stemmer jeg til minde om min mand, der gav sit liv for vores kære land og for vor frihed, siger 63-årige Rbiaa Dalhoumi, mens tårerne strømmede ned af hendes kinder i byen Kasserine.
Kasserine var en af de byer, der blev hårdest ramt under Ben Alis brutale forsøg på at lægge låg på oprøret mod sit styre. Dalhoumis mand var en blandt 25 demonstranter, der blev dræbt i byen.
Det islamiske Ennahda-parti, der var forbudt under Ben Ali, står til at blive valgets vinder i det nordafrikanske land, der udløste startskuddet til Det Arabiske Forår.
Omkring 7,2 millioner mennesker havde mulighed for at stemme om, hvem der skal sidde i det 217 pladser store parlament.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned