Over en halv million landmænd giver indisk protest nyt liv
En gruppe landmænd på vej til søndagens demonstration på traktor. Protestaktionen mod regeringens landbrugslove har varet i mange måneder. Den halve million mennesker, der ifølge politiet var samlet søndag, er den største demonstration længe. Foto: Money Sharma/Ritzau Scanpix
Money Sharma/Ritzau Scanpix
Indiske landmænd varsler protester i hver eneste by i landets mest folkerige delstat for at få love skrottet.
Hundredtusindvis af landmænd var søndag samlet i Indiens mest folkerige delstat, Uttar Pradesh, for at presse regeringen til at trække tre nye love om landbruget tilbage.
Over 500.000 landmænd var mødt frem, vurderer politiet i byen Muzaffarnagar, hvor demonstrationen fandt sted.
Det er den hidtil største demonstration i et næsten ét år langt forsøg på at få lovene skrottet.
En repræsentant for landmændene mener, at det vil lægge ekstra pres på Narendra Modis regering og puste nyt liv i protestbevægelsen.
- Vi vil intensivere vores protest ved at tage til hver eneste by i Uttar Pradesh for at viderebringe beskeden om, at Modis regering er imod landmændene, siger Rakesh Tikait.
Der bor knap en kvart milliard mennesker i Uttar Pradesh, som er en delstat præget af landbrug.
De love, som regeringen indførte i september 2020, åbner op for, at landmænd kan sælge deres varer direkte til grossister uden at skulle gennem et marked, der er reguleret af regeringen.
Regeringen mener, at det vil give landmændene mulighed for at få bedre priser. Men landmændene siger, at det modsatte er tilfældet, fordi de ikke har den samme styrke i prisforhandlingerne længere.
Paraplyorganisationen Samyukt Kisan Morcha, der består af 40 fagforeninger, siger, at den vil opfordre alle til at undlade at stemme på Modi og hans parti, BJP.
Landmændene indledte deres protest i november sidste år.
I de seneste otte måneder har titusinder af landmænd slået lejr ved de hovedveje, der fører til den indiske hovedstad, New Delhi, for at vise deres modstand mod regeringens landbrugspolitik.
Det er den længstvarende protest nogensinde fra de indiske landmænds side.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker