Over halvdelen af Demokraternes vælgere mener Biden bør stoppe
Præsident Joe Biden lytter torsdag under et møde i Washington med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Lidt senere venter et pressemøde, hvor han vil blive mødt med spørgsmål om, hvorvidt han er i stand til at være præsident i endnu en periode. Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Mange mener, at Biden ikke skal søge genvalg, at han er for svag. Pressemøde kan betyde knald eller fald.
56 procent af de demokratiske vælgere i USA mener ifølge en måling for Washington Post og ABC News, at præsident Joe Biden bør stoppe sin kampagne for genvalg.
Målingen kommer, mens mange amerikanere torsdag venter i spænding på, hvordan Biden vil klare et pressemøde efter midnat dansk tid oven på et Nato-topmøde.
I målingen siger 85 procent af amerikanerne, at Biden er for gammel til en ny periode som præsident. Biden selv afviser at stoppe sin kampagne.
Sammenlagt mener 67 procent i målingen, at han bør trække sig.
Baggrunden er den - ifølge mange - katastrofale optræden, som Biden fornyelig havde i en tv-duel med den republikanske modstander Donald Trump.
Det har fået en række demokrater til at tvivle på, at Biden - i den tilstand, han er i nu - vil være i stand til at vinde over Trump ved præsidentvalget i november
Under tv-duellen talte Biden flere gange usammenhængende og fremstod for mange amerikanere som alderdomssvækket. Både fysisk og mentalt.
Alligevel viser torsdagens måling, der er foretaget af instituttet Ipsos, at Biden ligger lige med Trump.
Begge står de til at få 46 procent af stemmerne blandt alle registrerede vælgere.
Meget er på spil for Biden, når han klokken 00.30 dansk tid træder op til sit første egentlige pressemøde siden sidste år.
- Hvor længe Biden vil stå på talerstolen, og hvor mange spørgsmål han er villig til at tage imod fra pressen, vil være endnu et fikspunkt for, hvordan hans optræden vil blive bedømt, skriver avisen New York Times.
- En hastig exit, og med journalister der råber til ham, kan sætte gang i endnu flere bekymringer om Bidens stamina og evne til at håndtere svære spørgsmål, påpeger avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned