Over Stillehavet på blod fra havskildpadder

En mand, hvis båd blev kastet op på en fjern atol i Stillehavet i denne uge, siger, at han overlevede 16 måneder på havet, hvor han skulle have flydt over 12.500 kilometer fra Mexico.

Offentliggjort Sidst opdateret

José Iváns, som har langt hvidt hår og langt skæg, blev opdaget torsdag, da hans otte meter lange glasfiberbåd blev fundet af to lokale.

- Han er medtaget, men han er ved at få det bedre, siger Ola Fjeldstad, en norsk antropologistuderende, som forsker på Ebon, der er en del af Marshalløerne.

Området er så isoleret, at der kun findes en enkelt telefonlinje dertil, ligesom der kun er sporadiske flyforbindelser med mindre fly.

Fjeldstad siger, at manden kun var klædt i et par lasede shorts og lignede en rigtig "Robinson Crusoe", da han blev fundet.

Ivans forlod angiveligt Mexico i september 2012 med en ledsager, der døde til søs for adskillelige måneder siden.

- Båden er virkelig medtaget og ser ud til at have været til havs i i lang tid. Vi har givet ham masser af vand, siger Fjeldstad til AFP.

Marshalløerne er hjem for knap 60.000 indbyggere, der lever spredt over 24 atoller, som i gennemsnit kun er omkring to meter over havets overflade.

Det er ikke første gang, at nogen har drevet rundt i Stillehavet i lang tid og er blevet reddet ved Marshalløerne.

I september 2012 blev en mand fra Kiribati samlet op af et fiskefartøj fra Marshalløerne efter 106 døgn i træbåd på havet. Hans svoger var død om bord.

I august 2006 blev tre mexicanere reddet, efter at de angiveligt havde forladt Mexico i oktober året før for at fiske hajer. De skulle have været 285 døgn på havet.

/ritzau/AFP