OVERBLIK: Bagstopperen er stridspunktet i brexitaftalen
Det britiske underhus skal efter planen tirsdag eftermiddag diskutere ændringsforslag til Theresa Mays brexitplan. (Arkivfoto) Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Ho/Ritzau Scanpix
Theresa Mays talsmand siger tirsdag, at hun vil genåbne brexitforhandlingerne for at ændre bagstopperaftalen.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil ifølge sin talsmand genåbne forhandlinger med EU om brexitaftalen.
Det vil hun gøre, så hun kan få ændret aftalen om den såkaldte bagstopper, som er det helt store stridspunkt.
- Premierministeren siger, at hun for at vinde støtte i Underhuset er nødt til at lave ændringer i aftalen om bagstopperen, hvilket betyder en genåbning af brexitaftalen, siger hendes talsmand tirsdag ifølge Reuters.
EU har hidtil afvist, at de vil genforhandle aftalen, men en talsmand for kommissionsformand Jean-Claude Juncker siger ifølge Sky News, at Juncker er "permanent tilgængelig og i løbende kontakt" med briterne.
Her følger et overblik over bagstopperen:
* I de kommende to år skal Storbritannien og EU forhandle en endelig handelsaftale på plads. Kan man ikke blive enige, kommer bagstopperen i spil.
* Nordirland er som en del af Storbritannien også en del af brexit. Det er Irland ikke.
* I dag er der en "usynlig" grænse mellem Nordirland og Irland. Den grænse vil man gerne bevare.
* Bagstopperen er i overført betydning et sikkerhedsnet i brexitaftalen, der skal sikre, at man ikke skaber en hård grænse mellem Irland og Nordirland.
* En hård grænse vil blandt andet betyde, at der kommer kontrolposter mellem Irland og Nordirland, da de hver især vil være underlagt forskellige toldregler.
* En blød grænse, hjulpet på vej af bagstopperen, vil betyde, at landene kan fortsætte som i dag med varer og arbejdstagere, der frit kan bevæge sig over grænsen mellem de to lande.
* Bagstopperen sikrer også, at EU's indre marked er beskyttet mod, at der sniges varer fra Storbritannien ind i EU.
* Grænsen vil ifølge brexitaftalen blive holdt åben via EU's toldunion, indtil en endelig handelsaftale er på plads mellem Storbritannien og EU.
* Problemet er, at forhandlingerne kan trække ud. Det vil betyde, at Storbritannien er tvunget til at underlægge sig EU-regler uden at have indflydelse på dem, da de er på vej ud af EU.
* Theresa Mays øverste juridiske rådgiver, Geoffrey Cox, vurderer, at Storbritannien risikerer at blive fanget i bagstopperaftalen, når den først træder i kraft.
* Derfor kan Theresa May ikke finde et flertal til sin brexitaftale. Kan EU og Storbritannien ikke blive enige om en aftale, risikerer man en skilsmisse uden aftale og en hård grænse mellem Irland og Nordirland.
Kilder: BBC, The Guardian.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker