OVERBLIK: CrowdStrike-opdatering skaber globalt it-nedbrud
Passagerer strandede også i den internationale lufthavn Haneda i Tokyo på grund af det omfattende it-nedbrud, der fredag ramte it-systemer verden over. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters
Brugere af nogle Microsoft-computere blev fredag mødt af en såkaldt "blue screen of death" efter opdatering.
En opdatering af antivirusprogrammet CrowdStrike har fredag skabt it-nedbrud verden over. Her er et overblik over nogle af de problemer, det har skabt:
* Flere lufthavne verden over er blevet ramt af problemer med it-systemer. Det har betydet store forsinkelser og aflysninger i blandt andet Spanien, Holland, Tyskland, Storbritannien og Danmark.
* Også i Afrika og Asien er der meldt om problemer i lufthavne.
* Blandt luftfartsselskaberne har blandt andet Lufthansa, SAS, American Airlines, Delta Airlines og Air France været ramt.
* Ifølge BBC har luftfartsanalysevirksomheden Cirium opgjort det samlede antal aflyste fly på verdensplan til omkring 1400.
* I Tyskland og Frankrig har nedbruddet skabt problemer for sundhedsvæsenet, der på grund af vanskeligheder med blandt andet at tilgå patientjournaler er blevet nødt til kun at tage akutte patienter.
* Også i Grønland er sundhedsvæsnets it-systemer blevet udfordret. Det har betydet, at patientjournaler ikke har været tilgængelige, og at folk ikke kunne ringe ind på lægetelefonen.
* Den offentlige transport har også været nede flere steder. Blandt andet i Washington D.C. i USA har byens metro var ramt af store problemer. Togdriften i Storbritannien har været ramt på samme måde med store forsinkelser og aflysninger.
* Flere lande - heriblandt Norge - har desuden meldt om problemer for apotekerne og deres mulighed for at tilgå recepter. Fra Norge lød det desuden, at centralbanken havde problemer med sine auktionssystemer.
* I Australien har nedbruddet lukket forretningen, tankstationer og banker, foruden landets lufthavne.
* Flere store olie- og gashandelsselskaber har ifølge Reuters haft problemer med at gennemføre handler.
* Også i New Zealand har der været store problemer med banker, teleselskaber og lufthavne. Desuden har også it-systemer i landets parlament været ramt.
* I Storbritannien betød nedbruddet, at nyhedskanalen Sky News en overgang ikke kunne sende. Også kanaler fra Paramount har været ramt, det inkluderer blandt andet musikkanalerne MTV og VH1.
* I sportens verden har it-systemerne hos komitéen, der planlægger det kommende OL i Paris været nede, og hos Manchester United har det ikke været muligt at købe billetter grundet problemer med holdets hjemmeside.
* Både Hovedstadens Beredskab og Trekantsområdets Brandvæsen meldte tidligere på dagen om problemer med it-systemer.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned