OVERBLIK: Det skete natten til fredag i Ukraine-konflikten

Russiske missiler slog ned i den ukrainske hovedstad, Kyiv, torsdag aften. Foto: Emilio Morenatti/Ritzau Scanpix

Dansker meldes dræbt i angreb i byen Mykolajiv, mens Rusland angriber Kyiv. Læs mere om udviklingen her.

Offentliggjort Sidst opdateret

En dansk mand er ifølge TV 2 blevet dræbt i et angreb i den ukrainske by Mykolajiv. Derudover er Kyiv blevet ramt af et russisk missilangreb, mens FN's generalsekretær var på besøg i byen.

Bliv klogere på de seneste begivenheder i konflikten her:

* 25-årig dansk mand meldes dræbt i Ukraine.

En 25-årig dansk mand er blevet dræbt i krigen i Ukraine.

Manden skal have været frivillig i den ukrainske fremmedlegion, skriver TV 2, som har talt med flere uafhængige kilder, der er anonyme.

Manden mistede angiveligt livet i et angreb på byen Mykolajiv tirsdag.

Udenrigsministeriet har ikke bekræftet oplysningerne.

* Flere meldinger om missilangreb mod Kyiv under FN-chefs besøg.

Den ukrainske hovedstad, Kyiv, blev torsdag ramt af et missilangreb fra Rusland, mens FN's generalsekretær, António Guterres, var på besøg i byen.

Ukrainske embedsmænd oplyser, at mindst ti personer blev såret i angrebet. Der er også meldinger om et dødsfald.

* USA undersøger angreb i Kyiv.

USA undersøger angrebet i Kyiv torsdag aften, siger John Kirby, der er talsmand for Pentagon.

* Ukraine melder om knap 100 sårede i angreb på felthospital.

Mindst en soldat er dræbt, og næsten 100 er såret i et artilleriangreb mod et felthospital ved det enorme stålværk Azovstal i havnebyen Mariupol.

Det skriver den ukrainske avis Pravda, der citerer pressetjenesten for den såkaldte Azov-bataljon.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.

* Storbritannien sender 8000 soldater til Østeuropa.

Omkring 8000 britiske soldater vil tage del i en militærøvelse i det østlige Europa. Det er en af de største udsendelser siden Den Kolde Krig.

* Ukraine og Bulgarien er enige om samarbejde.

Ukraine og Bulgarien er blevet enige om et tæt militært og økonomisk samarbejde, efter at landenes respektive ledere torsdag mødtes i Ukraines hovedstad, Kyiv.

* Yderligere to lig fundet efter brand på russisk institut.

Der er blevet fundet yderligere to lig efter en brand på et militærinstitut i den russiske by Tver i sidste uge. Dermed har i alt 22 personer mistet livet i branden.

* Lukning i Rusland koster McDonald's tæt på en milliard.

Lukning af restauranter i Rusland og Ukraine kostede i første kvartal af året McDonald's 127 millioner dollar eller 900 millioner kroner, viser regnskab.

Kilder: TV2, CNN, Reuters, AFP, The Guardian, NTB og dpa.

/ritzau/