OVERBLIK: Det skete natten til mandag i Ukraine-konflikten
Rusland fortsætter angreb i det østlige Ukraine, som det ønsker at erobre. Bliv opdateret på krigen her.
Mens Tyskland afsætter milliarder til at opruste sit militær i lyset af krigen, har Eurovision-vindere solgt deres trofæ for millioner af kroner, der skal bruges til at støtte Ukraine.
Få overblikket over nattens hændelser her:
* Russiske styrker angriber stadig massivt i det østlige Ukraine.
Russiske styrker fortsætter med at intensivere angreb med tungt artilleri for at erobre den vigtige ukrainske by Sjevjerodonetsk i den sydøstlige region Donbas.
Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har den konstante beskydning ødelagt al infrastruktur i byen, men han lover, at Ukraine stadig kæmper imod russerne.
* Tyskland afsætter 100 milliarder euro til at forny militæret.
Tysklands regering og opposition blev sent søndag aften enige om at bruge 100 milliarder euro på at modernisere det tyske militær i lyset af truslen fra Rusland. Beløbet svarer til omkring 743 milliarder danske kroner.
Aftalen indeholder indkøb, der betyder, at Tyskland kommer til at opnå Natos mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet, bnp, på landets forsvar.
* Russisk udenrigsminister afviser rygter om syg Putin.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviser spekulationer om, at præsident Vladimir Putin skulle være syg. Det sker i et interview med den franske tv-station TF1.
I interviewet siger udenrigsministeren også, at fremtiden for de ukrainske territorier, hvor Rusland gennemfører sin "særlige militære operation", bør bestemmes af territoriernes borgere.
* Eurovision-vindere sælger trofæ til støtte for Ukraine.
De ukrainske vindere af dette års Eurovision, bandet Kalush Orchestra, har solgt deres trofæ fra sangkonkurrencen på en auktion for 6,2 millioner kroner.
Pengene skal gå til Ukraines militær, der kæmper mod Rusland. Trofæet blev solgt til Whitebit, der et ukrainsk firma, der har en platform til at veksle kryptovaluta.
Kilder: AFP, dpa, Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker