OVERBLIK: Det skete natten til onsdag i Ukraine-konflikten

Soldater i Mariupol sender en bøn til verden om at redde dem fra det omringede stålværk Azovstal. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Rusland forsøger at indtage et stålværk i Mariupol, hvorfra ukrainere sender nødråb til verden. Læs mere her.

Offentliggjort Sidst opdateret

I den belejrede by Mariupol forsøger russiske soldater at få ram på ukrainske soldater, der har forskanset sig under et stort stålværk i byen.

Imens holder ukrainske styrker angiveligt stand i den østlige del af landet trods en omfattende russisk offensiv.

Få hele overblikket over de seneste begivenheder i Ukraine her:

* Rusland optrapper angreb på stålværk og giver nyt ultimatum.

Rusland har givet de tilbageværende ukrainske soldater i Mariupol en ny deadline for at overgive sig, hvis de vil slippe ud af den omringede by med livet i behold.

Fra onsdag klokken 13.00 dansk tid vil de ukrainske soldater således kunne lægge deres våben og være garanteret overlevelse, oplyser det russiske forsvarsministerium.

* Soldater i Mariupol sender bøn til verden om at få dem ud.

En øverstbefalende for de tilbageværende ukrainske styrker i Mariupol har natten til onsdag delt en video på Facebook, hvor han beder verdenssamfundet om hjælp til at redde soldaterne på det omringede stålværk Azovstal.

- Vi står over for vores sidste dage, hvis ikke timer, siger Serhij Volyna fra den 36. marinebrigade i videoen.

* Ukrainske soldater meldes at holde stand i Donbas.

Ukrainske styrker holder indtil videre angiveligt stand i den østlige del af landet trods en bred russisk offensiv.

Visse steder er det endda lykkedes for ukrainske soldater at slå tilbage i kontraangreb, lyder det fra Ukraines væbnede styrker.

* Atomagentur har igen kontakt med Tjernobyl.

Efter fem uger har Det Internationale Atomagentur (IAEA) genoprettet kontakten med Tjernobyl – kraftværket i Ukraine.

Det oplyser atomagenturet i en erklæring.

IAEA mistede kontakt til atomkraftværket den 10. marts, efter at russiske soldater havde indtaget værket den 24. februar.

* USA ventes at offentliggøre ny militærhjælp til Ukraine

USA's præsident, Joe Biden, vil i nærmeste fremtid offentliggøre en ny, stor pakke med militærhjælp til Ukraine.

Det oplyser flere kilder med kendskab til sagen.

* Fem millioner flygtninge har nu forladt Ukraine.

Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har fem millioner mennesker nu forladt Ukraine som følge af krigen i landet.

* USA: Ukraine har modtaget en række nye fly og reservedele.

Ukraines militær har modtaget en række nye fly samt reservedele, der skal hjælpe landet med at få beskadigede fly i luften igen. Det oplyser USA's forsvarsministerium.

Kilder: Reuters, Interfax, BBC, TT og dpa.

/ritzau/