OVERBLIK: Det skete natten til tirsdag i Ukraine-konflikten

Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba, mener, at FN's primære fokus i krigen bør være at få evakueret havnebyen Mariupol, der er under russisk belejring. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Der er indført et natligt udgangsforbud i Kyiv. Bliv klogere på nattens hændelser i Ukraine-konflikten her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ruslands udenrigsminister advarer om en reel fare for tredje verdenskrig, mens borgmester i Mariupol beretter om nyt fund af massegrav.

Læs mere om de seneste begivenheder fra krigen her:

* Russisk minister advarer om fare for tredje verdenskrig.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger i en tale, at fredsforhandlingerne med Ukraine vil fortsætte. Men samtidig advarer han om, at der er en "reel" fare for en tredje verdenskrig.

Han begrunder faren med de nuværende spændinger i fredsforhandlinger med Ukraine. Han kritiserer blandt andet Ukraines tilgang til forhandlingerne.

* Ukraine opfordrer FN til at fokusere på evakuering af Mariupol.

Når FN's generalsekretær, António Guterres, rejser til Rusland tirsdag for at mødes med præsident Vladimir Putin, bør FN's vigtigste opgave være at fokusere på evakuering af den belejrede havneby Mariupol.

Det siger Ukraines udenrigsminister, Dmytro Kuleba.

* Natligt udgangsforbud indført i Kyiv.

Der er blevet indført et udgangsforbud om natten i Ukraines hovedstad, Kyiv, fra mandag til fredag i denne uge.

Udgangsforbuddet er blevet indført på grund af Ruslands "provokerende handlinger", siger Oleksandr Pavliuk, der er leder af det regionale militær.

* Video viser angiveligt tilintetgjort landsby.

En landsby i Luhansk-regionen i det østlige Ukraine er fuldstændigt ødelagt af kampe mellem russiske og ukrainske styrker.

Det viser optagelser fra en dronevideo, som CNN har fået bekræftet ægtheden af.

* Guvernør melder om fire dræbte i Kharkiv.

Fire personer er døde, og ni personer er såret under russiske bombardementer i Kharkiv–regionen. Det siger Oleg Synegubov, der er guvernør i regionen.

* Ny massegrav er fundet nær Mariupol.

En ny massegrav er fundet omkring ti kilometer nord for den ukrainske havneby Mariupol. Ifølge byens borgmester, Vadym Bojtsjenko, forsøger myndighederne at fastslå, hvor mange ofre der er begravet i graven.

Kilder: AFP, AP, CNN og Reuters.

/ritzau/