OVERBLIK: Det ved vi om skyderi i Hamburg

Retstekniske eksperter venter på at komme ind i en bygning, hvor et skyderi fandt sted i Hamburg. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Gader blev afspærret, og borgere fik advarsel om en farlig situation under skyderi i Hamburg med flere døde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et skyderi fandt torsdag aften sted ved et Jehovas Vidner-møde i Hamburg. Flere er døde og sårede.

Her er, hvad vi ved om skyderiet:

* Det er bekræftet, at flere er døde og sårede. Den tyske avis Bild har informationer om, at antallet af døde er mindst syv, og at antallet af sårede er mindst otte. Disse tal er ikke bekræftet fra officiel side. Blandt de sårede er der flere alvorligt sårede.

* Skyderiet fandt sted i bydelen Alsterdorf i det nordlige Hamburg. Gerningsstedet er en bygning, hvor Jehovas Vidner holdt møde.

* Omkring klokken 21.15 lokal tid blev betjente kaldt til området, oplyser en talsmand for politiet.

* Ved ankomsten så politiet de døde og sårede, og herefter hørte betjente et skud. Et sted højere oppe i bygningen fandt politiet en død mand, som ifølge en talsmand for politiet menes at være gerningsmanden. Politiet har dog ikke endeligt bekræftet, at der er tale om gerningsmanden.

* Endnu er der intet motiv. Kilder inden for sikkerhedsområdet siger til nyhedsbureauet dpa, at politiet klassificerer episoden som et amokløb.

* Borgere blev blandt andet via beskeder på mobiltelefoner opfordret til at undgå området. Der blev udsendt en advarsel om "en livstruende situation". Gader blev afspærret. Varslet blev i løbet af natten ophævet.

* Et pressemøde om hændelsen og politiets efterforskning ventes ved middagstid fredag ifølge Hamburgs senator for indenrigsanliggender.

Kilder: Reuters, Bild og dpa.

/ritzau/