OVERBLIK: Dette ved vi om skudattentatet på Trump

Donald Trump vælges efter planen som Det Republikanske Partis præsidentkandidat ved partiets konvent i Milwaukee i denne uge. Foto: Brendan McDermid/Reuters

Donald Trump blev ramt af skud lørdag aften. Den formodede gerningsmand er 20-årigt medlem af skytteforening.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump var netop gået i gang med en tale ved et vælgermøde i delstaten Pennsylvania, da der blev affyret skud, og han blev ramt på højre øre.

Tre mænd blandt publikum blev også ramt af skud.

Her kan du blive klogere på, hvad vi ved om skudangrebet, ofrene og den formodede gerningsmand:

* Donald Trump begyndte lørdag kort efter klokken 18.00 lokal tid - midnat dansk tid - en tale i byen Butler i Pennsylvania.

* Få minutter efter blev han strejfet af et skud på højre øre. Trump smed sig ned på scenegulvet bag talerstolen og blev efter cirka et minut hjulpet ned fra scenen af betjente fra Secret Service.

* Udover Trump blev tre mænd ramt af skud.

* Den 50-årige tidligere brandmand Corey Comperatore, som befandt sig blandt publikum under Trumps tale, mistede livet.

* Derudover blev 57-årige David Dutch og 74-årige James Copenhaver såret af skud. Seneste melding er, at de begge er i stabil tilstand.

* Secret Service oplyser, at den formodede gerningsmand affyrede flere skud fra en hævet position uden for pladsen, hvor vælgermødet blev afholdt.

* Han befandt sig på taget af en bygning 120 til 150 meter fra scenen og Trump, viser en lokationsanalyse foretaget af CNN.

* Den formodede gerningsmand blev dræbt på stedet af Secret Service og er identificeret som 20-årige Thomas Matthew Crooks. Han boede i Bethel Park i Pennsylvania og gik ud af gymnasiet i 2022.

* Han var registreret republikansk vælger i sin hjemstat, men har tidligere givet en mindre donation på 15 dollar til en organisation, der indsamler donationer til politikere fra Demokraterne.

* Thomas Matthew Crooks var medlem af skytteforeningen Clairton Sportsmen's Club i Pittsburgh.

* Ifølge forbundspolitiet FBI er der ingen indikationer på, at Crooks led af nogen form for psykisk sygdom.

* Politiet har beslaglagt en semiautomatisk riffel af typen AR-15, som blev fundet sammen med Thomas Matthew Crooks' lig. Flere medier skriver, at våbnet var købt på lovlig vis af den 20-åriges far.

* Motivet for angrebet kendes mandag endnu ikke.

* Det er også uvist, om gerningsmanden handlede på egen hånd, eller om han fik hjælp fra andre til at udføre attentatet.

* Dog har FBI oplyst til The New York Times, at efterforskningen indtil videre peger på, at Thomas Matthew Crooks handlede alene.

* Attentatet har ikke fået Trump til at sætte de politiske aktiviteter på pause. Mandag er han ankommet til Det Republikanske Partis konvent i Milwaukee, hvor han ventes at blive valgt som partiets præsidentkandidat.

Kilder: CNN, Washington Post, Reuters, The New York Times.

/ritzau/