OVERBLIK: En stribe koranafbrændinger i Danmark udløser vrede
Afbrænding af Koranen i både Sverige og Danmark har vakt vrede i Irak, hvor demonstranter flere gange den seneste tid er gået på gaden. Foto: Ahmad Al-Rubaye/Ritzau Scanpix
Der har været flere koranafbrændinger i Danmark den seneste tid, hvilket har ført til vrede i Mellemøsten.
Først var det Sverige og de koranafbrændinger, der gennem foråret og sommeren har fundet sted i blandt andet Stockholm, som fik omverdenens opmærksomhed.
Den seneste tid er fokus i høj grad også rettet mod Danmark, hvor muslimernes hellige bog flere gange er blevet skændet.
Her kan du læse om den seneste tid koranafbrændinger i Danmark samt reaktioner i Mellemøsten på svenske og danske koranhændelser:
* 20. juli: Sveriges ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, bliver stormet af demonstranter, som også forsøger at sætte ild til ambassaden. Det sker som følge af koranafbrændinger i Sverige.
I løbet af foråret og sommeren har der været en række koranafbrændinger i Sverige. Det samme gør sig gældende i Danmark.
* 21. juli: Et eksemplar af Koranen bliver brændt af ved Iraks ambassade i København. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fordømmer efterfølgende afbrændingen.
Tyrkiet udsteder en arrestordre på den dansk-svenske politiker Rasmus Paludan, fordi han i begyndelsen af året brændte en koran af foran Tyrkiets ambassade i Sveriges hovedstad, Stockholm.
Netop Paludans koranafbrænding blev startskuddet til den række af koranafbrændinger, som har fundet sted i Sverige og Danmark.
* 22. juli: Hundredvis af demonstranter er igen samlet i Bagdad. Tilsyneladende er deres mål at nå Danmarks ambassade. De bliver dog stoppet af irakiske sikkerhedsstyrker.
Iraks udenrigsministerium fordømmer den koranafbrænding, som dagen inden har fundet sted i København.
Iran indkalder Danmarks ambassadør i landet, Jesper Vahr, til samtale på grund af koranafbrændinger i Danmark. Ved samtalen vil Iran protestere mod "vanhelligelsen af Koranen", oplyser landets udenrigsministerium.
* 24. juli: En koranafbrænding finder sted foran Iraks ambassade i København. Det irakiske udenrigsministerium fordømmer episoden og skriver i en udtalelse, at myndighederne i EU-landene "hurtigt bør genoverveje den såkaldte ytringsfrihed og retten til at demonstrere".
Algeriet og Tyrkiet fordømmer også koranafbrændingen. Algeriet indkalder Danmarks ambassadør til samtale.
* 25. juli: En mindre gruppe af personer sætter ild til eksemplarer af Koranen foran Egypten og Tyrkiets ambassader i København.
* 26. juli: Organisationen for Islamisk samarbejde (OIC) indkalder udenrigsministre fra 57 overvejende muslimske lande til et hastemøde på grund af koranafbrændinger i Danmark og Sverige.
27. juli: Egypten indkalder den danske ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen, til samtale på grund af de afbrændinger af Koranen, der har fundet sted i Danmark. Landet opfordrer til, at "myndighederne i Danmark og andre lande, der har oplevet lignende hændelser, tager konkrete skridt til at stoppe disse uheldige episoder én gang for alle".
Efterfølgende indkalder Saudi-Arabien den danske chargés d'affaires i landet til samtale på grund af koranafbrændingerne.
Kilder: Reuters, Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland