OVERBLIK: Et udpluk af Berlusconis mindeværdige citater

Silvio Berlusconi udtalte sig blandt andet positivt om Vladimir Putin - også efter at Rusland havde invaderet Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Emilio Andreoli, -/Ritzau Scanpix

Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi tiltrak sig ofte opmærksomhed med sine udtalelser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Silvio Berlusconi, der mandag døde som 86-årig, vakte i løbet af sin mangeårige karriere ofte opsigt med udtalelser, der flere gange gav ham problemer.

Her kan du se et lille udpluk af citater fra den tidligere premierminister:

* December 2022: Berlusconi fortæller spillerne fra fodboldholdet A.C. Monza, som han ejede, at han ville give få bragt en "bus fyldt med ludere ind i omklædningsrummet", hvis de slog deres rival i fodboldligaen Serie A.

* Oktober 2022: Trods vestlig vrede over Ruslands invasion holder Berlusconi sig gode venner med præsident Vladimir Putin:

- På min fødselsdag sendte Putin mig 20 flasker vodka og et rigtig sødt brev. Jeg svarede igen ved at sende flasker med Lambrusco og et lige så sødt brev.

* April 2009: Under et besøg hos overlevende, der overnattede i nødtelte efter et jordskælv i den italienske Abruzzo-region, siger Berlusconi, at "de bør betragte det som en weekend på campingferie".

* November 2008: Berlusconi hylder Barack Obama som en "pæn, ung og solbrændt" mand, efter at han bliver valgt som ny præsident i USA.

* Juni 2005: Berlusconi hævder at have brugt sin charme til at overtale den daværende finske præsident, Tarja Halonen, til at opgive Finlands forsøg på at blive hovedsæde for EU's Fødevaresikkerhedsautoritet:

- Jeg blev nødt til at bruge alle mine playboy-tricks - også selv om det er et stykke tid siden, at jeg sidst har brugt dem.

* Juli 2003: Berlusconi svarer igen, da han under en tale i EU-Parlamentet bliver forstyrret af det tyske parlamentsmedlem Martin Schulz:

- Hr. Schulz, jeg ved, at der er en mand i Italien, der er ved at lave en film om nazisternes koncentrationslejre. Jeg vil gerne foreslå dig til rollen som kapo (en fange med enkelte privilegier, red). Du ville være perfekt.

Kilde: Reuters.

/ritzau/