OVERBLIK: EU-Kommissionens tre forslag til lavere energipriser

Et lækket papir fra EU-Kommissionen peger på tre veje til lavere energipriser.

Offentliggjort Sidst opdateret

EU-Kommissionen har på et mødet tirsdag diskuteret forslag, der skal forsøge at sænke prisen på energi.

Forslagene ventes at blive præsenteret onsdag, hvor EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, holder sin årlige tale om Den Europæiske Unions tilstand.

Onsdag er der desuden indkaldt til et separat pressemøde om energiforslagene med EU-Kommissionens ledende næstformand, Frans Timmermans, og EU-kommissær for energi, Kadri Simson.

Et lækket dokument fra EU-Kommissionen, som Ritzau har set, viser, at EU-Kommissionen arbejder med tre forslag. Det er dog uvist, om andre forslag kan komme til.

De tre forslag er:

* Mindre efterspørgsel på elektricitet: EU-Kommissionen vil opstille to mål for reduktioner i elforbruget, som EU-landene skal medvirke til at indfri. Det skal sikre, at EU-landene mindsker det samlede forbrug og reducerer prisen i de dyreste timer.

- EU-Kommissionen foreslår for det første, at EU-landene gennemfører tiltag, som kan mindske alle forbrugeres brug af elektricitet. Også selv om de ikke har systemer til at måle deres forbrug igennem dagen. Det kan eksempelvis ske gennem oplysningskampagner, foreslår EU-Kommissionen.

- EU-Kommissionen ønsker for det andet, at EU-landene siger ja til et obligatorisk mål for, hvor meget forbruget skal sænkes i de dyreste timer. Her har EU-Kommissionen i dokumentet udeladt at sætte et præcist tal på, hvor meget forbruget samlet skal reduceres med. Og der er heller ikke et tal for, hvor mange timer per måned, EU-Kommissionen anser for at være dyre timer, som er omfattet af forslaget.

* Loft over profitten: EU-Kommissionen foreslår et loft over profitten for selskaber med lave omkostninger. Det er blandt andet sol- og vindenergi og atomenergi.

- Ifølge EU-Kommissionen nyder disse selskaber særligt godt af de høje elpriser, fordi de fortsat har lave omkostninger. EU-Kommissionen anerkender, at man dermed fratager investorer i grøn energi en del af deres profit, men man mener, at markedssituationen er så unormal, at det er rimeligt.

- I det lækkede dokument sætter EU-Kommissionen ikke et konkret tal på, hvad loftet skal være per megawatt-time (MWh). Men kommissionen ønsker, at pengene skal tilfalde EU-medlemslandene, som så kan fordele dem til udsatte forbrugere og virksomheder.

* Solidaritetsbidrag for fossile energiselskaber: EU-Kommissionen foreslår, at ikke kun elektricitetsselskaberne, men også den fossile energisektor skal bidrage.

- Igen sker det med henvisning til, at selskaberne nyder godt af de høje priser. Derfor skal olie-, gas- og kulselskaber samt raffinaderier ifølge EU-Kommissionen betale et bidrag baseret på størrelsen af deres profit i 2022. Igen skal pengene gives videre til husholdninger og selskaber for at afhjælpe effekterne af de høje energipriser.

To andre forslag til lavere energipriser, som Ursula von der Leyen præsenterede i sidste uge, er ikke med i det lækkede dokument.

Det kunne tyde på, at EU-Kommissionen har valgt at lade dem ligge for nu.

De to forslag er:

* Prisloft over russisk energi: Forslaget er stødt på modstand fra flere EU-lande, der er afhængige af russisk energi. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at han helt vil lukke for gassen til EU, hvis forslaget gennemføres. Det vil øge priserne og forsyningsproblemerne for lande særligt afhængige af den russiske gas. Det er blandt andet store lande som Tyskland og Italien.

* Likviditet til energiselskaber: Von der Leyen foreslog også at stille likviditet til rådighed for energiselskaber. Men det vil formentlig kræve en længere diskussion om statsstøttereglerne med EU-landene. Derfor er det muligvis taget ud af det lækkede dokument.

Kilde: Lækket dokument fra EU-Kommissionen: "Proposal for a Council Regulation om an electricity emergency tool and a solidarity contribution of the fossil sector".

/ritzau/