OVERBLIK: EU’s asylkrise gør Løkke og Cameron til venner
Den danske og den britiske regering taler om nærområder, mens EU har fokus på flygtningefordeling i Europa.
Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag gæster London og den britiske premierminister, David Cameron, kommer han på besøg hos en politisk ven, når det gælder svar på, hvad Europa stiller op med de mange flygtninge og migranter.
Her er et overblik over Camerons og Løkkes løsninger og de to landes politik i den aktuelle flygtningekrise:
* Danmark og Storbritannien står sammen med Irland uden for den fælles asylpolitik i EU. Ingen af landene er formelt med i fordelingen af de 120.000 flygtninge, som EU-Kommissionen forsøger at fordele.
* Både den britiske og den danske regering arbejder imidlertid med egne løsninger på, hvordan man håndterer og hjælper de flygtninge, som kommer til Europa.
* Overordnet fokuserer de to lande på at hjælpe i nærområderne. Begge regeringer har søsat initiativer, der skal bidrage til dels at mindste tilstrømningen med indsatser over for blandt andet menneskesmugling, dels med øget bistand til nærområderne.
* I de øvrige EU-lande med Tyskland i spidsen er fokus i højere grad på de mange mennesker, der kommer til Europa, og på hvordan de skal fordeles og hjælpes.
* Cameron præsenterede i sidste uge en plan, der blandt andet omfatter løfte om britisk asyl til 20.000 flygtninge fra regionale flygtningelejre i løbet af de kommende fire år.
* Den danske regering har sagt, at den vil tage 1000 af de 120.000 flygtninge, som EU-Kommissionen vil fordele. Dog slår regeringen fast, at den ikke dermed er del af det kvotesystem, som kommissionsformanden har præsenteret.
* Storbritannien er den næststørste bidragyder til Syrien med en milliard pund, svarende til 10,3 milliarder danske kroner, siden 2011. Den største er USA. Cameron appellerer til Europa om i højere grad at støtte den krigshærgede region i Mellemøsten.
* Den danske regering har i sidste uge annonceret en støttepulje på 750 millioner kroner til Syriens nærområder.
Kilder: The Guardian
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde