OVERBLIK: Hvad ved vi om Ruslands Sarmat raket

Det russiske forsvarsministerium har onsdag uddelt billeder, som de siger viser en testaffyring af raketten Sarmat. Vær opmærksom på at billederne er uddelt af det russiske forsvarsministerium. Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Rusland har rutinemæssigt testet en interkontinental raket, som kan udstyres med atomare sprænghoveder onsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag har Rusland foretaget en test af sin langtrækkende RS-28 Sarmat raket, som også bliver kaldt "Satan II". Det rapporterer russiske medier.

Ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin, skal raketten få Ruslands fjender til "at tænke sig om to gange".

Men det amerikanske forsvarsministerium understreger, at testen er rutinemæssig, og at USA fik at vide, at testen ville finde sted, før den foregik.

Bliv klogere på raketten her:

* En interkontinental raket har en rækkevidde fra et kontinent til et andet.

Den første raket, som kunne flyve fra et kontinent til et andet, var en raket som blev udviklet af det amerikanske våbenfirma Lockheed Martin.

Interkontinentale raketter minder om raketter, som sender satellitter ud i rummet, men de skal ramme mål på jorden.

De flyver i en høj og kompakt bue, som gør, at de kan ramme mål på den anden side af jorden på en halv time.

* Sarmat raketten har været under udvikling siden et tidspunkt imellem 2000 og 2009.

Rusland har arbejdet på raketten i over et årti, og et russisk våbenfirma fik kontrakten til at bygge raketten i 2011. Den første test foregik i 2015.

Det var oprindeligt tanken, at raketten skulle være taget i brug i 2018, hvor Rusland havde bestilt 50 missiler. Den er siden forsinket flere gange.

* Raketten skal erstatte Ruslands gamle raketter med atomare sprænghoveder.

Rusland vil erstatte deres gamle interkontinentale raketter, som de har haft siden 1970'erne med den nye raket. Den gamle raket har tilnavnet "Satan".

Den nye raket har en diameter på tre meter og er 35 meter lang. Det vurderes, at den kan flyve et sted imellem 10.000 og 18.000 kilometer. I onsdagens test fløj den 6.000 kilometer.

* Raketten kan udstyres med op til 10 sprænghoveder.

Ifølge russiske medier vil Sarmat raketten kunne udstyres med 10 sprænghoveder eller 16 mindre. Raketten kan bære op til 10 ton.

Den kan angiveligt også bære en kombination af sprænghoveder og modforanstaltninger.

* Testen er rutinemæssig.

Ifølge talsperson for det amerikanske forsvarsministerium, John Kirby, informerede Rusland USA om, at testen skulle finde sted på forhånd i overensstemmelse med internationale regler.

USA har selv udsat en test, som de ville have foretaget af langtrækkende raketter i starten af marts på grund af krigen.

Kilder: Nyhedsbureauet Reuters, Business Insider, Centre for Strategic and International Studies, og Lockheed Martin.

/ritzau/