OVERBLIK: I 1 time og 40 minutter talte Trump om æg, Musk og Grønland

Donald Trump kom både omkring nationens tilstand og flere udenrigspolitiske emner, da han natten til onsdag holdt maratontale foran den samlede Kongres i USA. Foto: Ben Curtis/Ritzau Scanpix

Donald Trump talte natten til onsdag første gang foran Kongressen, siden han blev indsat som præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til onsdag dansk tid talte den amerikanske præsident, Donald Trump, foran den samlede Kongres i USA.

Det var første gang, at Trump talte foran Kongressen, siden han blev indsat som præsident 20. januar 2025. Talen var en såkaldt uofficiel "State of the Union".

Den såkaldte State of the Union er USA's udgave af statsministerens nytårstale. Det er en tradition, der er lige så lang som den amerikanske republik.

Her kan du læse nedslagspunkter fra præsidentens tale:

* Grønland:

Trump er stadig fast besluttet på idéen om amerikansk kontrol over Grønland. Under sin tale sagde han, at han tror, at USA på den ene eller den anden måde kommer til at få kontrol over øen. Trump sagde også, at USA har taget hul på processen med at tage kontrol over Panamakanalen.

* Varsler om told:

Fra 2. april vil der blive indført "gengældelsestold" på varer fra de fleste af USA's handelspartnere, sagde Trump til Kongressen. Det står ikke klart, hvilke varer der vil blive pålagt told, eller fra hvilke lande.

* Ukraine:

Trump sagde i nat, at han har fået et brev fra Zelenskyj, hvor den ukrainske præsident udtrykker, at han er klar til at deltage i fredsforhandlinger om krigen mellem Rusland og Ukraine. Et møde mellem de to statsledere gik helt skævt fredag.

* Befolkningens gunst:

Trump hævdede under talen, at et flertal af amerikanerne for første gang i nyere tid mener, at USA er på rette kurs. Den seneste måling, som Reuters/Ipsos står bag, viser, at 49 procent af amerikanerne mener, at USA i øjeblikket bevæger sig i en forkert retning, mens 34 procent mener, at landet er på rette kurs.

* Æggepriser:

Trump lovede under valgkampen at sænke priserne på dagligvarer i USA. Et emne, som præsidenten kortvarigt kom omkring i nattens tale. Her beskyldte Trump den tidligere præsident Joe Biden for at lade prisen på æg komme ud af kontrol. Priserne på æg har aldrig været højere i USA, end de er i øjeblikket. Ifølge Reuters er den primære forklaring flere udbrud af fugleinfluenza.

* Kærlighed til Musk:

Techmilliardær Elon Musk, som Trump har sat i spidsen for effektiviseringsenheden Doge, var natten til onsdag til stede blandt de amerikanske politikere i Kongressen. Trump roste ham i sin tale for indsatsen i Doge, mens republikanske politikere hyldede rigmanden med stående klapsalver.

* Demokrat smidt ud:

Demokraten Al Green blev få minutter inde i Trumps tale ført ud af den sal, hvor talen blev afholdt. Al Green, der er medlem af Repræsentanternes Hus, havde efter flere advarsler nægtet at sætte sig ned og tie stille. I stedet fortsatte han med at komme med buhråb. Det blev til sidst for meget for den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, der gav ordre om at fjerne demokraten.

* 13-årig agent:

Trump udnævnte under sin tale en 13-årig dreng som agent for sikkerhedstjenesten Secret Service, der har ansvaret for præsidentens sikkerhed. Drengen har overlevet kræft i hjernen og har altid drømt om at blive politibetjent, lød det fra Trump.

* Taletid:

Trumps tale til Kongressen varede omkring 1 time og 40 minutter inklusiv pauser til klapsalver og øvrige reaktioner fra de fremmødte politikere. Det betyder, at talen er den længste tale fra en præsident til Kongressen i minimum 60 år. Det skriver The American Presidency Project.

Kilder: Reuters, AFP, CNN, CBS News.

/ritzau/