OVERBLIK: Nedslag i to år med blodig krig i Europas baghave
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, talte til befolkningen uden for Christiansborg under sit besøg i Danmark i august 2023. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Fra Wagner-gruppens mytteri til massakren i Butja. Her kan du læse om krigens opsigtsvækkende begivenheder.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Krigen i Ukraine har gennem to år budt på frygtelige beretninger om drab på civile, belejringer, enorme militærdonationer og opsigtsvækkende oprør internt på den russiske side af krigen.
Her kan du læse om nogle af de vigtigste begivenheder, der enten direkte eller indirekte sættes i forbindelse med Ruslands invasion:
* 24. februar 2022:
Den russiske præsident, Vladimir Putin, annoncerer, at Rusland har iværksat en "speciel militær operation" i nabolandet Ukraine.
Kampvogne ruller ind over de russisk-ukrainske grænser, hvilket bliver startskuddet til en foreløbig to år lang krig. Krigen har i løbet af de to år primært udspillet sig i det sydlige og østlige Ukraine.
Annonce
Dog har Rusland gentagne gange angrebet det centrale og vestlige Ukraine - herunder storbyerne Lviv og Kyiv - med missiler og droner.
* April 2022:
Total ødelæggelse ses i Butja i foråret 2022, hvor byen blev indtaget af russiske styrker. (Arkivfoto). Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Beretninger om brutale henrettelser slipper ud fra byen Butja nær Ukraines hovedstad, Kyiv. Efter at russiske soldater har belejret byen i en måned og derefter forladt den, bliver der fundet flere end 400 lig i Butja.
* Maj 2022:
Flere end 500 ukrainske soldater overgiver sig efter at have forskanset sig på Azovstal-stålværket i Mariupol. Værket har siden midten af april udgjort den sidste lomme af ukrainsk modstand i Mariupol.
Soldaterne bliver taget som krigsfanger af Rusland.
* 21. september 2022:
Rusland mobiliserer 300.000 reservister til krigen i Ukraine. Det er den første russiske mobilisering siden Anden Verdenskrig.
* 26. september 2022:
Pårørende til ukrainske soldater demonstrerede i januar for, at deres familiemedlemmer, som forsvarede Azovstal-værket og siden er holdt som krigsfanger af Rusland, skal løslades. Foto: Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Der opdages flere lækager i gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2, som løber fra Rusland til Tyskland i Østersøen.
Annonce
Undersøgelser slår hurtigt fast, at der højst sandsynligt er tale om sabotage.
Det russiske gasselskab Gazprom har aktiemajoriteten i de to selskaber, der ejer henholdsvis Nord Stream 1 og 2, og sagen bliver hurtigt koblet sammen med Ruslands krig i Ukraine.
Halvandet år senere er dog endnu ikke udpeget nogen mistænkte.
* 21. december 2022:
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger Det Hvide Hus og USA's præsident i Washington D.C. på sin første rejse til udlandet under krigen.
* 25. januar 2023:
Tyskland beslutter efter længere tids pres at donere de eftertragtede tyskproducerede Leopard-kampvogne til Ukraine.
Herefter åbnes der for, at andre lande også kan donere Leopard 1- og Leopard 2-kampvogne til det ukrainske militær.
* 17. marts 2023:
Den Internationale Straffedomstol (ICC) udsteder en arrestordre på præsident Vladimir Putin. Årsagen er, at han mistænkes for at have begået krigsforbrydelser i Ukraine.
Annonce
Dermed risikerer Putin at blive anholdt, hvis han rejser til udlandet. Han kan dog stadig rejse til lande, som ikke har ratificeret den aftale, der i sin tid førte til oprettelsen af ICC. Det gælder eksempelvis flere arabiske lande.
* 4. april 2023:
Finland bliver optaget som det 31. medlem af forsvarsalliancen Nato. Sverige afventer stadig optagelse i alliancen. Begge lande har søgt om optagelse som en konsekvens af Ruslands invasion af Ukraine.
For Sveriges vedkommende er det Ungarn og Tyrkiet, der længe spænder ben for landets optagelse.
* 23.-24. juni 2023:
Lejesoldater i Wagner-gruppen, som kæmper for Rusland i Ukraine, gør opstand mod den russiske hær og indtager flere militæranlæg i Rusland ført an af gruppens leder, Jevgenij Prigozjin.
Gruppen bevæger sig fra det østlige Ukraine gennem Rusland med retning mod den russiske hovedstad, Moskva.
Inden den når hovedstaden, vender lejesoldaterne dog om - angiveligt fordi Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, har forhandlet et forlig på plads mellem Wagner-gruppen og Ruslands militærledelse.
To måneder senere dør Prigozjin i et flystyrt.
* 20. august 2023:
Annonce
Præsident Volodymyr Zelenskyj besøger Danmark og bliver blandt andet lovet, at Danmark vil levere F-16-kampfly til Ukraine.
Zelenskyj besøger Folketinget og taler til danskerne uden for Christiansborg.
* Februar 2024:
En hjælpepakke på 60 milliarder dollar (knap 413 milliarder kroner) afventer godkendelse i Kongressen i USA.
Pakken er blevet godkendt af et flertal i Senatet, men republikanere i Repræsentanternes Hus blokerer for en vedtagelse af den omfattende hjælpepakke. Hvis den bliver stemt igennem, kommer den på et tidspunkt, hvor Ukraine især mangler ammunition.
Annonce
* 23. februar 2024:
Dagen før toårsdagen for krigen i Ukraine besøger statsminister Mette Frederiksen (S) Volodymyr Zelenskyj i den ukrainske storby Lviv.
Seneste artikler
Gigant vil udvide på Falster
Pårørende fortæller, at mange frivillige søger efter Ejner
Udlejer vil sælge til nedrivning
To kommuner topper: River huse ned
Storbritanniens premierminister trækker sig
Mest læste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Inviterer alle til genåbning af smadret havn