OVERBLIK: Resultat af midtvejsvalg kan have lange udsigter

Den republikanske storsejr ved midtvejsvalget udeblev tilsyneladende, og et resultat kan være en måned væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dagen efter midtvejsvalget i USA er der stadig ikke draget nogen konklusioner om, hvilket parti der får magten i Kongressen de kommende to år.

Der kan gå flere dage, før der ligger et svar på, hvem der får kontrol med Repræsentanternes Hus. Når det kommer til Senatet, kan der gå en hel måned.

Her er et overblik over, hvordan de ser ud i de to kamre, og hvornår vi kan forvente et resultat.

- Repræsentanternes Hus:

* Inden tirsdagens valg var mange ikke i tvivl om, at republikanerne ville få magten i Huset, men demokraterne klarede sig langt bedre end forventet i mange stater.

* Det kræver 218 pladser at have flertal i Huset.

* Omkring midnat onsdag dansk tid lyder meldingen fra analyseinstituttet Edison Research, at republikanerne har vundet 208 pladser i Huset, mens demokraterne har vundet 188. 39 ud af 435 valg mangler dog fortsat et resultat.

* I mange af de valg, der ikke er afgjort, er der mulighed for, at sende brevstemmer kan være til demokraternes fordel. Det kommer til at tage flere dage at tælle de stemmer.

- Senatet:

* Der mangler et resultat fra senatsvalget i tre stater: Georgia, Nevada og Arizona. Lige nu står hvert parti til 48 pladser i Senatet.

* I Georgia fik ingen af de to kandidater til Senatet mere end 50 procent af stemmerne. På grund af statens valgregler betyder det, at vælgerne skal i stemmeboksen igen 6. december.

* I Nevada er det ganske tæt, og stemmeoptællingen kan tage flere dage. Onsdag aften er 80 procent af stemmerne talt op, og den republikanske kandidat er et par procentpoint foran, men det er stadig for tidligt at konkludere noget.

* I Arizona er 73 procent af stemmerne talt op. Her fører den demokratiske kandidat. Der er dog udsigt til en forholdsvis hurtig afklaring i denne delstat.

* Det kan altså ende med, at vi skal vente helt til, at valgresultatet i Georgia ligger klar 6. december, inden der er klarhed over, hvem der får flertal i Senatet.

Kilder: New York Times og Reuters.

/ritzau/