OVERBLIK: Sådan besættes topposterne i EU

En større kabale skal gå op efter valget til EU-Parlamentet i juni. Fire tunge poster skal fordeles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter valget til EU-Parlamentet 6. til 9. juni skal der sættes navne på en lang række topposter i EU.

Her er de fire vigtigste:

* Formand for EU-Kommissionen:

EU's stats- og regeringschefer i Det Europæiske Råd foreslår i første omgang en kandidat under "hensyntagen til resultatet" af parlamentsvalget.

Det vil normalt være sådan, at den foreslåede kandidat kommer fra den største gruppe i EU-Parlamentet. Kandidaten skal derefter godkendes med absolut flertal i EU-Parlamentet.

Nuværende kommissionsformand Ursula von der Leyen fra Tyskland har meddelt, at hun ønsker at fortsætte. Hun er udpeget som spidskandidat for Det Europæiske Folkeparti (EPP), som igen blev den største gruppe i EU-Parlamentet ved valget.

I 2019 skete der imidlertid det bemærkelsesværdige, at EPP-gruppen havde indstillet sin politiske leder, tyskeren Manfred Weber, som spidskandidat, men selv om EPP igen blev største gruppe i parlamentet, kunne et flertal af stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd ikke bakke op om Weber.

Valget faldt i stedet på den daværende tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen. Denne gang ser det dog ud til, at Ursula von der Leyen vil få den nødvendige opbakning fra stats- og regeringslederne.

Den største trussel ser derfor ud til at komme fra EU-Parlamentet, hvor den hemmelige afstemning og kritik af von der Leyens åbning for samarbejde med højrefløjen måske kan få nogle medlemmer til at stemme i mod deres grupper for at undgå von der Leyen.

* Formand for Det Europæiske Råd, også kaldet EU-præsident:

Vælges af EU's stats- og regeringschefer for en periode på to et halvt år. Man kan genvælges én gang, hvilket den nuværende formand, belgieren Charles Michel, blev i 2022. Hans mandat udløber 30. november 2024.

Mette Frederiksen har været nævnt i forbindelse med posten, fordi den som udgangspunkt skal gå til en politiker fra den socialdemokratiske S&D-gruppe, der blev den næststørste ved valget.

Det ser imidlertid ud til, at posten i stedet går til Portugals tidligere premierminister, Antonio Costa. Mette Frederiksen har flere gange afvist, at hun går efter posten. Mandag udtalte Mette Frederiksen positivt om Costa på vej ind til EU-topmødet.

* EU's udenrigschef:

Den formelle titel er EU's høje repræsentant, men i daglig tale kaldes posten EU's udenrigschef.

Udenrigschefen, der er en af 27 kommissærer, udpeges af EU's stats- og regeringschefer, og kandidaten skal - som de øvrige kommissærer - godkendes ved høring i parlamentet. Vedkommende skal altså godkendes som en del af den samlede EU-Kommission.

Nuværende udenrigschef er Josep Borrell fra Spanien. Han har haft posten siden 1. december 2019. Estlands premierminister, Kaja Kallas, bliver i Bruxelles betegnet som favorit til at få posten. Hun er fra den liberale Renew-gruppe, der blev den tredjestørste ved valget.

Hun vil samtidig kunne repræsentere Østeuropa i EU-toppen ved siden af nordeuropæiske Ursula von der Leyen og sydeuropæiske Antonio Costa, hvis kabalen falder sådan ud.

* EU-Parlamentets formand:

Formanden vælges af parlamentets medlemmer for en periode på to et halvt år. Der er altså to formandsperioder i en valgperiode over fem år. Nuværende formand er Roberta Metsola fra Malta.

Hun overtog posten 18. januar 2022, efter at den siddende formand, David Sassoli fra Italien, var død en uge tidligere. Sassoli havde haft posten siden juli 2019. Metsola regnes for favorit til at fortsætte på posten.

/ritzau/