OVERBLIK: Sådan forløb det i Ukraine natten til tirsdag

Ukrainske soldater står ved en beskadiget russisk kampvogn i byen Trostajanets. Ifølge en amerikansk topembedsmand har Ukraine generobret byen i den østlige del af landet. Foto: Efrem Lukatsky/Ritzau Scanpix

Zelenskyj beskylder Europa for at tøve med at indføre olieembargo, og Biden står fast på udtalelse om Putin.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraine har genvundet kontrol over by, og teleselskab blev ramt af cyberangreb. Og inden sin tale til Folketinget tirsdag beskylder præsident Volodymyr Zelenskyj europæiske ledere for at tøve med at udvide sanktioner.

Får et overblik over nattens hændelser her:

* Internet- og telefonforbindelser nede.

Ukrtelecom, som leverer telefonsignal, internet og mobilt netværk i Ukraine, var hele mandagen ramt af nedbrud. Ifølge Ukraines statslige kommunikationsservice skyldtes det et russisk cyberangreb.

* Berygtet sikkerhedsfirma er sat ind.

Det kontroversielle russiske sikkerhedsfirma Wagner – gruppen har angiveligt sendt over 1000 lejesoldater til det østlige Ukraine. Det hævder det britiske militær.

* Biden nægter at undskylde.

USA's præsident, Joe Biden, står ved sin udtalelse om, at Vladimir Putin ikke bør forblive ved magten i Rusland. Det var dog ikke et udtryk for en ændring af amerikansk politik, siger Biden, men hans egen personlige forargelse over den russiske præsident.

* Rusland kommer med atomudmelding.

Uanset hvordan "operationen" i Ukraine ender, er det ikke en grund til at bruge atomvåben. Sådan lyder det fra Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml i Moskva.

* Østlig by er generobret.

Byen Trostajanets i den østlige del af landet er tilbage under ukrainsk kontrol. Det oplyser en amerikansk topembedsmand. Ukrainske soldater forsøger også at presse den russiske hær ud af den sydlige by Kherson ifølge embedsmanden.

* Zelenskyj med opsang til Vesten.

Præsident Volodymyr Zelenskyj opfordrer europæiske ledere til at indføre en embargo mod russisk olie. Men han frygter, at det kun vil ske, hvis Rusland anvender kemiske våben, siger han i en videotale.

Kilder: Reuters, dpa, AFP, Sky News og BBC.

/ritzau/