OVERBLIK: Sådan forløb natten til fredag i Ukraine-konflikten

Den russisk belejrede by Mariupol i Donbas har været under enorm tung beskydning og bombardement af russiske styrker og prorussiske separatister. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Rusland omplacerer soldater og hævder at åbne evakueringsrute ud fra Mariupol. Få hele overblikket her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge britiske efterretninger er der noget, som tyder på, at alt ikke går helt efter planen med den russiske invasion af Ukraine. I hvert fald rokerer landet sine soldater.

Få overblikket over nattens hændelser i krigen i Ukraine her:

* Rusland flytter op mod 2000 soldater fra Georgien til Ukraine.

Rusland er i færd med at flytte mellem 1200 og 2000 udsendte soldater fra Georgien til Ukraine. Det viser britiske efterretninger skriver det britiske forsvarsministerium på Twitter.

* Rusland hævder at ville åbne evakueringsrute fra belejret by.

Fredag vil Rusland – endnu en gang – etablere en såkaldt humanitær korridor ud af den belejrede havneby Mariupol i det sydlige Ukraine. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass. Evakueringsruten skal lede indbyggerne fra Mariupol til byen Zaporizzja. Det oplyser lederen for Ruslands forsvarsstyrelse, Mikhail Mizintsev.

* Hver sjette russiske soldat menes dræbt eller såret i Ukraine.

Vestlige militære kilder anslår, at omkring 10.000 russiske soldater har mistet livet under krigen i Ukraine. Omkring 25.000 er blevet såret. Det svarer til op mod en sjettedel af Ruslands invasionsstyrker. Det skriver Politiken. Det er færre, end Ukraine hævder, men langt flere, end Rusland har oplyst.

* Ukraine: Russiske styrker har konfiskeret flere ton mad og medicin.

Tolv busser kørte torsdag til den ukrainske by Melitopol. Men de 14 ton mad og medicin, de havde med sig, blev konfiskeret af russiske styrker. Det siger den ukrainske vicepremierminister Iryna Veresjtjuk ifølge CNN.

* USA: Krigen har været en strategisk katastrofe for Rusland.

Det Hvide Hus i USA har set "ubestridelig bevis" for, at krigen mod Ukraine har været "en strategisk katastrofe" for Rusland. Sådan lyder den kontante melding fra Kate Bedingfield, der er kommunikationsdirektør i Det Hvide Hus, skriver The Guardian.

/ritzau/