OVERBLIK: Sådan forløb natten til mandag i Ukraine-konflikten

Mariupol har i løbet af seneste dage været under særdeles tung belejring af russiske styrker. Her ses en prorussisk kampvogn i udkanten af byen. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Ukraine nægter at overgive Mariupol, og mindst fire har mistet livet i Kyiv. Læs om nattens hændelser her.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det har været en begivenhedsrig nat i Ukraine, selv om russiske styrker ikke har gjort store territoriale fremskridt.

Læs om nattens markante hændelser her:

* Ukrainsk vicepremierminister afviser at overgive Mariupol.

Ukraines vicepremierminister Iryna Veresjtsjuk sagde ifølge Reuters, at Ukraine ikke har i sinde at efterkomme russernes ønske om, at ukrainske styrker senest klokken 04.00 lokal tid i Mariupol skal lægge våbnene fra sig.

* Mindst fire dræbt i bombardement af det nordlige Kyiv.

Mindst fire personer blev søndag aften dræbt i et bombardement af det nordlige Kyiv, som ramte et indkøbscenter og flere hjem. Det oplyser lokale myndigheder ifølge Reuters.

* Russisk luftangreb forårsager ammoniaklæk i Sumy.

Et russisk luftangreb i den østukrainske by Sumy har ramt en kemikaliefabrik, og der er nu meldinger om et ammoniaklæk i området. Det oplyser Sumy-provinsens guvernør, Dmytro Zjyvytskyj, ifølge det ukrainske medie Kyiv Independent.

* Rusland beskyldes for at tvinge ukrainere til slavearbejde.

Den britiske udenrigsminister, Liz Truss, fordømmer meldinger fra et ukrainsk parlamentsmedlem, som har hævdet, at hendes landsmænd bliver tvunget til at flytte til "fjerne dele af Rusland" for at arbejde under forhold, der minder om slaveri. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

* Tjernobyls ansatte bliver afløst efter godt tre uger.

64 ansatte hos atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine er søndag aften blevet afløst. Det sker efter mere end tre uger, hvor de ikke har været i stand til at forlade Tjernobyl. Det oplyser atomkraftværket søndag ifølge New York Times.

* Joe Biden rejser til Polen for at drøfte krigen.

USA's præsident, Joe Biden, rejser fredag til Warszawa for at drøfte krisen i Ukraine med Polens præsident, Andrzej Duda. Det oplyser Det Hvide Hus natten til mandag dansk tid.

/ritzau/