OVERBLIK: Sådan forløb natten til søndag i Ukraine-konflikten

Ukraines præsident truer med at afbryde forhandlinger med Rusland, hvis de resterende ukrainske forsvarsstyrker i Mariupol bliver dræbt af de russiske invasionsstyrker. En mand ses her i den sønderskudte havneby i den sydlige del af Ukraine. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters

Ukraines præsident opfordrer igen til møde med Putin, og Tyrkiet lukker luftrum for russiske fly.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland har genoptaget angreb mod de resterende forsvarsstyrker i Mariupol, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, regner med højtstående besøg fra USA søndag.

Læs mere om de seneste begivenheder fra krigen her:

* Zelenskyj vil gerne mødes med Putin.

Ukraines præsident opfordrede lørdag igen til et møde mellem ham og den russiske præsident, Vladimir Putin, i et forsøg på at "sætte en stopper for krigen". Samtidig truer Zelenskyj med, at Ukraine vil forlade forhandlinger med Rusland, hvis de ukrainske soldater i Mariupol bliver dræbt.

* Lloyd og Blinken kommer måske til Kyiv.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister, Lloyd Austin, vil søndag besøge Zelenskyj i Kyiv. Det siger præsidenten. Oplysningen er ikke bekræftet fra amerikansk side.

* Tyrkiet lukker luftrum.

Tyrkiet har valgt at lukke sit luftrum for alle civile og militære fly fra Rusland, der transporterer soldater til Syrien. Udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu siger, at Rusland har haft en frist frem til april til at overflyve tyrkisk luftrum, men den er nu udløbet. Rusland har ikke reageret på udmeldingen.

* Civile er dræbt i landsby.

Seks civile mistede lørdag livet i et russisk bombardement i landsbyen Hirske i Luhansk. Det oplyser den lokale guvernør på beskedtjenesten Telegram. I byen Kharkiv er to mennesker dræbt i bombardementer, mens 19 er såret, oplyser byens regionale guvernør.

* Ukraine mangler atomkraftudstyr.

Ukraine har givet FN's Internationale Atomkraftagentur (IAEA) en "udtømmende liste af udstyr", som landet har brug for for at kunne blive ved med at drive landets atomkraftværker. Det oplyser IAEA's generalsekretær, Rafael Grossi.

* Nyfødte risikerer mén.

Søndag er det to måneder siden, at Rusland invaderede nabolandet. Siden estimeres mere end 63.000 babyer at være kommet til verden i det krigsramte land. På grund af krigen risikerer de langvarige konsekvenser både fysisk og psykisk. Det oplyser hjælpeorganisationen Red Barnet.

Kilder: AFP, Reuters, BBC.

/ritzau/