OVERBLIK: Sådan kan Starmers ministerhold komme til at se ud

Tidligere økonom i den britiske centralbank Rachel Reeves ventes at blive den første kvindelige britiske finansminister nogensinde. (Arkivfoto). Foto: Phil Noble/Reuters

Keir Starmer ventes at danne regering med første kvindelige finansminister og ven af Barack Obama.

Offentliggjort Sidst opdateret

Arbejderpartiet Labour står til at få 410 pladser i Underhuset og dermed blive det største parti efter det britiske parlamentsvalg.

Det viser en valgstedsmåling, der er lavet i samarbejde mellem de britiske tv-stationer Sky News, BBC og ITV.

Resultatet betyder, at Keir Starmer, der er leder af Labour, ser ud til at blive Storbritanniens næste premierminister.

Nedenfor kan du læse mere om, hvem Starmer ventes at tage med sig i den britiske regering.

Vicepremierminister: Angela Rayner

* 44-årige Rayner voksede op i et socialt boligbyggeri i det nordlige England. Hun har ingen universitetsuddannelse og blev alenemor som 16-årig.

* Før hun blev valgt til parlamentet i 2015, var hun ansat i en fagforening. Hun blev næstformand i Labour i 2020.

* Hun ventes at blevet udnævnt til vicepremierminister, hvilket kan beskrives som en form for stedfortræder for Starmer. Hun ventes desuden at få ansvaret for bolig- og regionalpolitik.

Finansminister: Rachel Reeves

* Tidligere økonom i den britiske centralbank Rachel Reeves ventes at blive den første kvindelige britiske finansminister nogensinde.

* 45-årige Reeves har beskrevet posten som finansminister som det sidste glasloft i britisk politik.

* Reeves, der som barn vandt de britiske mesterskaber i skak, blev valgt som medlem af parlamentet i 2010.

Udenrigsminister: David Lammy

* 51-årige David Lammy har udtalt, at det britisk udenrigsministerium skal genopfinde sig selv efter brexit.

* Lammy, der har været parlamentsmedlem, siden han blev valgt i en alder af 27 år i 2000, vil sandsynligvis arbejde på et tættere forhold til EU.

* Internt ventes han at blive sat under pres fra venstrefløjen i Labour, når det kommer til spørgsmålet om Israel og Gazastriben.

* Lammy er venner med den tidligere amerikanske præsident Barack Obama og har før beskrevet ekspræsident Donald Trump som en "nynazist" og en "sociopat".

Forsvarsminister: John Healey

* Partiveteranen John Healey ventes at blive udpeget som forsvarsminister, hvor krigen i Ukraine og de globale sikkerhedspolitiske udfordringer kommer til at fylde særligt meget.

* 64-årige Healey blev første gang valgt til parlamentet i 1997, da Tony Blair vandt magten med Labour. Han har tidligere været minister for flere områder.

* Labour har lovet at hæve forsvarsudgiverne til 2,5 procent af bruttonationalproduktet (bnp). I 2024 ventes udgifterne at være 2,3 procent.

/ritzau/AFP