OVERBLIK: Sådan sænkede en politisk krise sig over Sydkorea

Demonstranter har i dagevis samlet sig i Sydkoreas hovedstad, Seoul, for at kræve, at præsident Yoon enten går af eller stilles for en rigsret. Foto: Soo-Hyeon Kim/Reuters

Præsident Yoon Suk-yeol erklærede tirsdag militær undtagelsestilstand i Sydkorea. Det har udløst politisk uro.

Offentliggjort Sidst opdateret

En voldsom politisk krise har sænket sig over Sydkorea, efter at landets præsident, Yoon Suk-yeol, tirsdag erklærede militær undtagelsestilstand i landet.

Voldsomme scener udspillede sig ved parlamentet, hvor et flertal af medlemmerne nu vil have Yoon stillet for en rigsret.

Yoon har lørdag morgen lokal tid undskyldt for at have indført undtagelsestilstanden. Han har dog ikke trukket sig.

Læs dig ind på sagen her:

* Sydkoreansk politik er gået i hårknude.

Yoon Suk-yeol blev taget i ed som præsident i 2022, men hans parti, PPP, har aldrig under hans embedsperiode haft flertal i parlamentet.

Hans administration har været ramt af flere korruptionsanklager, og Sydkorea har desuden været ramt af en omfattende lægestrejke. Knap tre ud af fire sydkoreanere var inden denne uge utilfredse med ham som præsident.

* Yoon erklærer militær undtagelsestilstand tirsdag.

Præsidenten erklærede tirsdag aften militær undtagelsestilstand. I Sydkorea omtales det som krigsret.

Yoon begrundede det med, at der var sydkoreanske politikere, som gik Nordkoreas ærinde, og som modarbejdede Sydkoreas interesser. Militær undtagelsestilstand begrænser parlamentets indflydelse.

* Sydkoreas hær forsøger at storme parlamentet.

Der er senere kommet anklager fra embedsmænd i forsvarsministeriet om, at den nyligt afsatte forsvarsminister, Kim Yong-hyun, beordrede hæren til at storme parlamentet og "slæbe" højtstående politikere ud.

Chefen for Sydkoreas specialstyrker, Kwak Jong-guen, har sagt, at Yoon personligt satte navn på nogle af de politikere, som skulle anholdes.

* Parlamentet stopper undtagelsestilstand.

Mens parlamentsmedlemmerne kæmpede for at holde hæren for døren, lykkedes det dem at holde en afstemning, hvor de stemte for at ophæve den militære undtagelsestilstand.

Det er et mandat, som parlamentet fik i landets forfatning fra 1987 netop for at undgå, at præsidenter udnytter tilstanden til at samle magten om sig selv.

* Opposition vil stille Yoon for en rigsret.

Oppositionen i Sydkoreas parlament vil have Yoon stillet for en rigsret for landsforræderi. Han bliver allerede efterforsket for dette af sydkoreansk politi, men i parlamentet kan vejen til en rigsret være svær.

To tredjedele af parlamentet skal stemme for det.

Oppositionen har flertal, men skal bruge otte medlemmer fra Yoons eget parti for at opnå det kvalificerede flertal.

* Yoons eget parti har slået hånden af ham.

Han Dong-hoon, som er leder af Yoons parti, sagde i første omgang, at man ikke havde tænkt sig at stemme for en rigsretssag, men at man havde bedt Yoon om at forlade partiet.

Senere har Han Dong-hoon skærpet udtalelserne og sagt, at man vil have Yoon suspenderet fra embedet.

Kilder: AFP, Reuters og Yonhap.

/ritzau/