OVERBLIK: Sunaks udfordringer - og mulige løsninger
Der bliver nok at tage fat på, når Rishi Sunak indtager posten som konservativ premierminister. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Rishi Sunak fremlagde sine politiske ambitioner, da han tidligere i år også gik efter premierministerposten.
Den tidligere finansminister Rishi Sunak er mandag eftermiddag officielt bekræftet som ny leder af Det Konservative Parti i Storbritannien.
Dermed bliver han også den næste britiske premierminister.
42-årige Sunak prøvede allerede tidligere i år at erobre posten, da Boris Johnson forlod den i juli. I den forbindelse fremlagde han også sine politiske ambitioner, og det kan måske fortælle noget om Sunaks planer som leder.
Her kan du blive klogere på hans største udfordringer - og mulige løsninger:
* Økonomiske udfordringer:
Storbritannien befinder sig i en dyb økonomisk krise. Landet er ramt af recession, stigende rentesatser og tocifret inflation.
Dele af den økonomiske krise er udløst af en omstridt skatteplan, som Liz Truss' regering varslede i slutningen af september. Den indeholdt ufinansierede skattelettelser og fik pundet til at styrtdykke.
* Sunaks økonomiske målsætninger:
I løbet af Rishi Sunaks kampagne i sommeren, hvor han håbede på at blive Johnsons efterfølger, kritiserede han Truss' varslede skattelettelser.
Han sagde, at skattelettelser først kan blive en realitet, når inflationen er bragt under kontrol. I sommer fremlagde han en plan, der frem mod 2029 skal sænke indkomstskatten fra 20 procent til 16 procent.
Politiske udfordringer:
En af Sunaks første og største udfordringer bliver at samle Det Konservative Parti. Partiet har et stort flertal i parlamentet, men er yderst splittet på en række nøgleområder - herunder brexit, immigration og økonomi.
Sunak var i 2016 selv fortaler for at forlade EU. Han anses af nogle partifæller dog alligevel for at være for venligsindet over for EU.
Politiske målsætninger:
Sunak lovede i august, at han vil "passe på brexit". Han sagde i løbet af sommeren samtidig, at han var stolt af at komme fra en migrantfamilie, men at Storbritannien bliver nødt til at passe på sine grænser.
Han fastholder en omstridt plan om at sende nogle asylansøgere til Rwanda.
I en udtalelse søndag meddelte Sunak, at han ville "reparere økonomien, forene vores parti og sørge for at levere for vores land".
Kilde: Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde