OVERBLIK: Tre års royal infight kulminerer med Harrys bogudgivelse

Prins Harrys erindringsbog har allerede på forhånd vakt stor opmærksomhed og skabt store overskrifter. Foto: Peter Nicholls/Reuters

Tirsdag udkommer prins Harrys personlige erindringsbog, fra hvilken flere detaljer allerede er kommet frem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Britiske prins Harry har de seneste år flere gange trukket overskrifter i verdenspressen.

Tirsdag udkommer hans længe ventede personlige erindringsbog, "Spare"- på dansk "Reserven". Bogen er dog allerede udkommet ved en fejl i Spanien, og derfor er der kommet flere passager frem.

Blandt andet beskylder prinsen i bogen sin bror - kronprins William - for at have angrebet ham fysisk.

Udgivelsen af bogen er kulminationen på flere års kontroverser i det britiske kongehus.

Få her et overblik over prins Harry og hans hustru hertuginde Meghans brud med hoffet.

* Prins Harry og hertuginde Meghan trækker sig i 2020 som fremtrædende medlemmer af kongehuset.

* Bruddet kommer, blandt andet efter at hertugparret ad flere omgange har sagsøgt den britiske tabloidpresse.

Tirsdag udkommer prins Harrys meget omtalte erindringsbog, der på dansk har titlen "Reserven". På billedet ses han og broren, kronprins William, som prins Harry også omtaler i bogen. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters

* Efterfølgende flytter de til Californien i USA. Her bor de i dag med sønnen Archie på tre år og deres etårige datter, Lilibet. Hun er opkaldt efter sin oldemor, den afdøde dronning Elizabeth II, der havde kælenavnet Lilibet.

* 18. februar 2021 offentliggør Buckingham Palace, at prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, vil forlade det britiske kongehus.

* 7. marts 2021 siger parret i et interview med den amerikanske talkshow-vært Oprah Winfrey, at et medlem af den britiske kongefamilie flere gange spurgte nærmere ind til deres ufødte barns hudfarve.

* Kritikken har givet kurrer på tråden mellem prins Harry og hans far, kong Charles III, samt kronprins William.

* 8. december 2022 udkommer Netflix-serien "Harry & Meghan". Heri hævdes det blandt andet, at kongehuset var skeptisk ved prins Harrys valg af en skuespillerinde som hustru.

* I starten af januar 2023 begynder passager fra "Spare" at komme frem. Blandt andet at prins Harry beskylder kronprins William for at have angrebet ham i forbindelse med en kontrovers over Meghan.

/ritzau/