OVERBLIK: Udlandet reagerer på skudangreb nær Moskva
De omkomne mindes med blomster udenfor Crocus City Hall, hvor angrebet fandt sted. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Dødeligt angreb i russisk koncertsal udløser fordømmelse hos politiske ledere rundtom i verden.
Fra USA, Europa og Mellemøsten strømmer hilsner til Rusland og fordømmelse af fredagens angreb i en koncertsal nær Moskva.
Angrebet, som fandt sted fredag aften i Crocus City Hall i Krasnogorsk, har kostet mindst 115 personer livet og beskrives af flere udenlandske politiske ledere som et "terrorangreb".
Her kan du se nogle af reaktionerne på angrebet:
Det Hvide Hus' talsmand John Kirby:
- Billederne er bare forfærdelige og svære at se på, og vores tanker går åbenlyst til ofrene for dette grusomme, grusomme skudangreb, siger han på et pressemøde.
Rådgiver for Ukraines præsidentkontor Mykhailo Podolyak:
- Lad os slå dette fast: Ukraine har absolut intet at gøre med disse begivenheder.
- Vi er i krig mod Ruslands regulære hær og mod Den Russiske Føderation. Og på trods af alt, bliver alt afgjort på slagmarken, skriver han på Telegram.
Danmarks udenrigsministerium:
- Danmark fordømmer det forfærdelige angreb i Moskva og sender sine kondolencer til ofrene og deres kære, skriver ministeriet på X.
Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz:
- Vi fordømmer det skrækkelige terrorangreb på uskyldige koncertgængere i Moskva. Vores tanker er med ofrenes pårørende og alle de sårede, skriver han i et opslag på X.
Det Europæiske Råds formand, Charles Michel:
- Jeg fordømmer det frygtelige terrorangreb i Moskva.
- Alle steder er tab af uskyldige liv en menneskelig tragedie, og jeg sender mine kondolencer til ofrene og deres familier, skriver han på X.
Storbritanniens udenrigsminister, David Cameron:
- Storbritannien fordømmer i de stærkeste vendinger det dødelige terrorangreb i Crocus City Hall tæt på Moskva.
- Vi sender vores dybfølte kondolencer og udtrykker vores dybeste sympati med familierne og de mange ofre.
- Intet kan nogensinde retfærdiggøre så grusom vold, skriver han på X.
Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman:
- Kronprinsen fordømmer denne kriminelle hændelse og udtrykker sine dybeste kondolencer og oprigtige sympati til præsidenten (Vladimir Putin, red.), ofrenes familier og Den Russiske Føderations befolkning, med ønsket om, at de sårede hurtigt må komme sig, siger han i en udtalelse.
Kilder: Reuters, X.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde