OVERBLIK: Ungarn truer med veto mod penge til Ukraine

Til EU-topmødet i december var Ungarn stopklods for penge til Ukraine. Til februar skal en løsning findes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Til decembertopmødet i Bruxelles var 26 ud af 27 EU-lande enige om, at Ukraine skulle have 50 milliarder euro over en periode på fire år som en del af EU's budgetrevidering. Ungarn sagde nej, og nu skal punktet tages op igen 1. februar.

Her er et overblik over situationen:

* Op til decembertopmødet var Ungarns premierminister, Viktor Orbán, tydelig omkring, at han ikke ønskede at påbegynde optagelsesforhandlingerne for Ukraine i EU.

* Ungarn var også imod EU-Kommissionens forslag om 50 milliarder euro til Ukraine.

* Alligevel endte det med, at Ungarn gav sig, hvad optagelsesforhandlingerne angår. Viktor Orbán valgte ikke at være til stede i lokalet, da det blev vedtaget.

* Et andet vigtigt punkt på dagsordenen var budgetrevidering og pengene til Ukraine. 26 lande var enige, men Ungarn strittede imod, så økonomipunktet blev udskudt til 2024.

* 1. februar er der topmøde igen, hvor der skal findes en løsning.

* Ifølge mediet Politico har Ungarn præsenteret et kompromis, hvor man deler pengene op i fire bider, og så skal der stemmes hvert år. Det giver mulighed for at nedlægge veto hvert år, og Ukraine kan ikke være sikre på at modtage pengene

* Financial Times skriver, at et alternativ uden om Ungarn kan være at udstede garantier til EU-budgettet, så kommissionen kan låne 20 milliarder euro på kapitalmarkederne til Ukraine, da det ikke kræver enstemmighed. Modellen har dog ikke samme omfang som de 50 milliarder.

/ritzau/