OVERBLIK: Verdensledere sørger over dronning Elizabeth
På billedet her fra den 13. juni sidste år ses dronning Elizabeth sammen med USA's præsident, Joe Biden, og den amerikanske førstedame, Jill Biden, ved en ceremoni på Windsor Castle vest for London. Foto: David Rose/Ritzau Scanpix
Statsoverhoveder og politiske ledere fra hele verden ærer den britiske dronning Elizabeth efter hendes død.
I mindeord fra ledere over hele verden fremhæves dronning Elizabeths værdighed og dedikation til opgaven som monark.
Hun fremhæves samtidig som et symbol på kontinuitet i en verden, der har forandret sig enormt gennem hendes levetid.
Læs et udpluk af reaktionerne her:
* USA's præsident, Joe Biden:
Biden omtaler dronning Elizabeth som en statskvinde med en enestående værdighed og hylder hendes bidrag til en stabil alliance mellem Storbritannien og USA.
- Hun gjorde sit for at gøre forholdet specielt, siger Biden.
* Frankrigs præsident, Emmanuel Macron:
Ifølge Macron var dronning Elizabeth en ven af Frankrig.
- Hun var en venlig dronning, som har sat sit præg på sit land og et århundrede for altid, udtaler han.
* EU-Kommisionens formand, Ursula von der Leyen:
- Hun var vidne til fred og forsoning både i og uden for Europa og markante forandringer på planeten og i vores samfund.
Von der Leyen kalder dronningen "et symbol på kontinuitet gennem disse forandringer".
* Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz:
- Hendes engagement i den tysk-britiske forsoning efter grusomhederne under Anden Verdenskrig vil aldrig blive glemt, siger han.
* Canadas premierminister, Justin Trudeau:
- Hun var en konstant tilstedeværelse i vores liv, og hendes indsats vil for evigt være en vigtig del af vores historie, siger han.
- Hun vil blive husket for sin klogskab, medfølelse og varme, tilføjer han.
* Indiens premierminister, Narendra Modi:
Modi siger, at dronningens død gør ham ondt.
- Hun personificerede værdighed og anstændighed, udtaler han ifølge nyhedsbureauet AFP.
* Australiens premierminister, Anthony Albanese:
Albanese siger, at dronningens død markerer slutningen på en æra.
- Australien føler med borgerne i Storbritannien. En historisk regeringstid og et langt liv dedikeret til pligt, familie, tro og tjeneste er slut, udtaler han i en erklæring fra den australske regering.
* FN's generalsekretær, António Guterres:
Ifølge Guterres blev dronning Elizabeth beundret over hele verden for sit lederskab. Han kalder hende samtidig en god ven af FN.
* Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro:
I Brasilien har præsidenten erklæret tre dages landesorg i forbindelse med dronningens død.
Kilde: NTB.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker