Overraskelse i Iowa er skydeskive i republikansk tv-debat
Chris Christie og Jeb Bush angriber modkandidaten Marco Rubio i republikansk tv-debat forud for primærvalg.
Senator Marco Rubio blev nummer tre, da de republikanske vælgere i delstaten Iowa i denne uge skulle pege på deres foretrukne kandidat som partiets præsidentbud.
Natten til søndag dansk tid har hans popularitet blandt amerikanerne tilsyneladende gjort ham til den foretrukne skydeskive blandt rivalerne i en tv-debat på ABC News.
Både Chris Christie og Jeb Bush er gået i kødet på Rubio. Blandt andet beskylder de ham for at være for politisk uerfaren til at kunne flytte ind i Det Hvide Hus, når præsident Barack Obama flytter ud.
- Han har simpelthen ikke erfaring nok til at blive præsident i USA og tage beslutningerne, siger Christie om Rubio.
- Vi har set, hvad der er sket de seneste syv år. Indbyggerne i New Hampshire er kloge, de begår ikke samme fejl igen, siger Christie videre og henviser til delstaten, hvor der tirsdag er primærvalg.
Marco Rubio havde et overraskende godt valg i Iowa, hvor han blev placeret efter Ted Cruz og Donald Trump. Han appellerer særligt til midtersøgende republikanere, hvilket er præcis samme vælgerskare, som både Chris Christie og Jeb Bush går efter.
I alt syv republikanske kandidater er på podiet til debatten, der finder sted i Manchester, New Hampshire.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned