Overraskelsen Wilders vil forbyde Koranen og have Holland ud af EU

Geert Wilders vil være premierminister, efter at hans parti, PVV, er blevet størst i Holland. Vejen til premierministerposten og en ny regering er imidlertid lang. Foto: Remko De Waal/Ritzau Scanpix

Geert Wilders' parti blev størst ved det hollandske valg. Partiet har så markante holdninger til islam, at det skaber bekymring hos muslimer i Holland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er en kontroversiel herre, der skal sidde for bordenden i de kommende forhandlinger om at danne regering i Holland.

Til manges chok og overraskelse er det den islamkritiske Geert Wilders, der står med de bedste kort på hånden, efter at hans parti, PVV, blev størst ved onsdagens parlamentsvalg i Holland.

Den uventede jordskredssejr er kommet i land efter en valgkampagne, hvor Wilders har skruet ned for sin antiislamiske retorik.

Men kigger man i partiets partiprogram, er der imidlertid ingen tvivl om, at Wilders og hans parti ser islam som den store fjende.

Partiet ønsker blandt andet et forbud mod Koranen og vil lukke moskéer og islamiske skoler.

- Med en reduktion i strømmen af asylansøgere og migranter til Holland vil islamiseringen af vores land også mindskes.

- Holland er ikke et islamisk land. Vi ønsker mindre islam i Holland og vil opnå det ved at mindske ikkevestlig migration og introducere et stop for asylansøgere, står der i partiprogrammet.

Grænsekontrollen skal genindføres, og asylansøgere, der kommer til fra "sikre nabolande", skal afvises.

Illegale immigranter skal anholdes og udvises, og flygtninge skal miste deres opholdstilladelse, hvis de rejser på ferie til deres hjemland.

Muslimer i Holland er bekymrede, selv om Wilders' retorik under valgkampen ikke har været lige så hård.

- Jeg ved ikke, om muslimer kan føle sig trygge i Holland. Jeg er bekymret for det her land, siger Habib el-Kaddouri fra en forening for marokkanere i Holland til det hollandske nyhedsbureau ANP.

Muhsin Köktas, formand for en muslimsk interesseorganisation, stemmer i. Hvis Wilders og PVV får gennemført planerne, så kan muslimer i Holland ikke længere frit praktisere deres religion, mener han.

- Som praktiserende muslim er jeg bekymret. Jeg havde virkelig ikke forventet det her resultat. Muslimer går en svær tid i møde, siger han til hollandsk tv ifølge dpa.

Også Wilders' EU-politik er markant. Og den adskiller sig meget fra Hollands hidtidige tilgang til Den Europæiske Union.

Centrum-højre-partiet VVD gik markant tilbage ved valget og har varslet, at det ikke vil støtte en regering med Geert Wilders som premierminister. På billedet ses skuffede tilhængere af partiet ved en valgfest. Foto: Patrick Post/Ritzau Scanpix

I dag er Holland en betydelig stemme i EU-regi. Men står det til Wilders, skal der være en folkeafstemning, som kan få landet ud af unionen.

Partiprogrammet er kontant og lægger ikke op til kompromisser, men det skal der til, hvis en regering med PVV i spidsen - som Wilders går efter - skal falde på plads.

Wilders og PVV har 37 pladser i parlamentet. Et flertal kræver 76 pladser, så Wilders må se sig om efter andre partier, som han kan få med i en koalitionsregering.

Det bliver en svær opgave. Især fordi Wilders vil være premierminister.

Forud for valget havde Dilan Yesilgoz, afgående premierminister Mark Ruttes efterfølger som leder af centrum-højre-partiet VVD, til manges forbavselse åbnet for at indgå i en koalitionsregering med Wilders.

Men partiet, som har fået 24 pladser i parlamentet, afviser at indgå i en regering, hvor Wilders fører an. Uden VVD får Wilders svært ved at danne regering.

- Det hele er op til VVD, siger Sarah de Lange, professor i politik ved Amsterdams Universitet, til AFP.

Mark Rutte fortsætter som fungerende premierminister, indtil en ny regering er på plads. Analytikere forventer, at en ny regering tidligst kan præsenteres i midten af 2024. Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters

- Det store spørgsmål er, hvem der bliver premierminister. For med Wilders som premierminister står Holland i en umulig situation internationalt.

Selv hvis han får NSC, som blev dannet i august og sikrede sig 20 pladser, samt et par mindre højreorienterede partier med om bord, så ser vejen til en regering så godt som umulig ud uden VVD.

På migrationspolitikken kan de måske finde fælles fodfæste, mens det ser sværere ud, hvad angår forholdet til EU.

De fleste analytikere forventer, at en ny hollandsk regering tidligst vil være på plads i midten af 2024.

/ritzau/

Ny hollandsk regering har lange udsigter

* Det tog premierminister Mark Rutte 271 dage at danne den seneste regering i Holland. Denne gang kan det tage endnu længere tid.

* Først skal flere partier nå til enighed om at indgå i et regeringssamarbejde. Derefter vil partier kæmpe for at få så meget af deres politik ind i en koalitionsaftale som muligt, og derefter vil der være kamp om ministerposterne.

* Indtil en ny regering officielt er på plads, er det den afgående regering og premierminister, der skal styre landet. Derfor er det foreløbig stadig Mark Rutte, som er premierminister i Holland.

* Perioderne med regeringsdannelse plejer at forløbe relativt problemfrit. Det er en gennemtestet proces, fordi der aldrig i Hollands historie har været et enkelt parti, som fik mere end 50 procent af stemmerne.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu