Oversvømmelser sender madpriser i vejret og rammer Pakistans fattige

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Allerede før de værste oversvømmelser i årevis kæmpede Pakistan med rekordhøj inflation. Oversvømmelserne har forværret det, så folk dårligt har råd til mad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konsekvenserne af de katastrofale oversvømmelser i Pakistan bliver større og større.

En tredjedel af landet er under vand, og det påvirker også priserne på fødevarer.

Priserne er på himmelflugt. Og der er nu mange basale fødevarer, som landets fattige ikke længere har råd til.

- Tingene er blevet så dyre på grund af oversvømmelserne, at vi ikke kan købe noget, siger Zahida Bibi på et marked i den centrale by Lahore, da hun vil købe grøntsager ind til aftensmaden.

Hun siger, at hun må droppe flere ting på sin indkøbsseddel, fordi inflationen har gjort dem for dyre.

- Hvad kan vi gøre? Vi tjener ikke nok penge til at købe tingene til så høje priser, siger hun.

Den voldsomme regn, som har ført til de omfattende oversvømmelser, begyndte i juni. Oversvømmelserne har ud over mange hjem og infrastruktur også ødelagt store dele af landbruget, hvilket går ud over priserne.

Millioner er påvirket af oversvømmelserne. De har ud over mange hjem og infrastruktur også ødelagt store dele af landbruget, hvilket sender fødevarepriserne i vejret. Foto: Asif Hassan/Ritzau Scanpix

Løg og tomater, som ofte indgår i pakistanske måltider, er blevet påvirket mest.

Fredag sagde landets statistikbank, at prisen på de to varer var steget med 40 procent.

Mandag kunne finansminister Miftah Ismail fortælle, at det stod endnu værre til. Prisen på løg er mere end femdoblet, sagde han og lovede, at regeringen forsøger at lægge en dæmper på prisstigningerne.

Forventningen er dog, at priserne vil stige endnu mere. Meget landbrugsjord står stadig under vand, samtidig med at mange veje er utilgængelige. Og det er en dårlig cocktail.

Grøntsagssælger Muhammed Owais har på markedet i Lahore svært ved at finde købere til sine varer, der bare bliver dyrere og dyrere.

- Priserne er steget så meget på grund af oversvømmelserne, at mange kunder går igen uden at købe noget, siger han.

Pakistan kæmpede med rekordhøj inflation allerede før oversvømmelserne, som altså har sendt priserne endnu mere i vejret.

Folk kigger på frugt og grønt på et lokalt marked i Lahore. En sælger på markedet fortæller, at de stigende priser betyder, at mange går uden at købe noget. Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix

Oversvømmelserne er de værste i mere end et årti i landet, som årligt under sæsonen for monsunregn oplever heftige - og ofte ødelæggende - regnskyl.

Nedbøren i år er den mest intense i 30 år.

Myndigheder i Pakistan peger på klimaforandringerne, som verden over giver mere ekstremt vejr, som årsagen.

FN's generalsekretær, António Guterres, tøver ikke med at kalde oversvømmelserne for en "klimakatastrofe".

FN og den pakistanske regering sendte tirsdag i fællesskab en officiel appel om international hjælp. De beder om 160 millioner dollar - knap 1,2 milliarder kroner - til at hjælpe de hårdest ramte.

Pengene skal sørge for mad, vand og øvrige fornødenheder til 5,2 millioner mennesker, ligesom de også skal bruges på at forhindre udbrud af kolera og øvrige sundhedstiltag.

Rundtom i Pakistan er der oprettet lejre for folk, som er ramt af oversvømmelserne.

En lejr i den nordvestlige by Nowshera er midlertidigt hjem for 2500 mennesker.

Her oplever de smeltende sommervarme med sparsom fødevarehjælp og dårlig adgang til rent vand.

- Jeg troede aldrig, at jeg en dag skulle leve sådan her. Vi har mistet vort himmerige og er nu tvunget til at leve et usselt liv, siger 60-årige Malang Jan.

/ritzau/AFP

Oversvømmelserne i Pakistan

* Monsunregnen begyndte i juni og har ført til de værste oversvømmelser i et årti i Pakistan.

* En tredjedel af landet ligger under vand, og vigtig infrastruktur som veje og broer er ødelagt.

* Mere end 1100 personer er omkommet som følge af oversvømmelserne, som påvirker over 33 millioner af landets cirka 221 millioner indbyggere.

* Det vurderes, at det vil koste over 75 milliarder kroner at genopbygge efter oversvømmelserne.

* Den Internationale Valutafond har godkendt genoptagelsen af et kæmpe låneprogram for Pakistan, som øjeblikkeligt giver regeringen over otte milliarder i hånden at gøre godt med.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu