Oversvømmelser sender pakistanere i lejre med stank og elendighed
Shameen Bibi og hendes døtre forsøger at drikke så lidt vand som muligt i løbet af dagen, så de kan undgå at skulle gå på toilettet i det fri foran fremmede mænd i lejren. Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix
Mangel på toiletter i lejre i oversvømmede Pakistan udgør en sundhedsfare og skaber fortvivlelse hos piger og kvinder. Om natten truer slanger og skorpioner.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Stanken af forrådnelse hænger over en midlertidig lejr i Pakistans nordøstlige Punjab-provins.
I lejren i landsbyen Fazilpur har hundreder af lokale søgt tilflugt fra de ødelæggende oversvømmelser, som har gjort, at en tredjedel af landet står under vand.
Der er stillet telte op i et område rundt om en lille togstation. Det er det eneste stykke tørre land i syne og kan kun nås via en smal og næsten ikke-eksisterende vej.
Lugten er et miks af rådnende vegetation fra oversvømmede afgrøder, madrester og skrald. Dertil kommer den stadig tiltagende mængde af afføring fra hundreder af mennesker og husdyr.
- Der er intet sted at gå i bad eller gå på toilettet, siger Zebunnisa Bibi til AFP.
Annonce
Hun blev tvunget til at flygte sammen med sin familie for to uger siden, da de store vandmasser oversvømmede hendes landsby.
Der er mange lignende lejre i Pakistan, hvor de værste oversvømmelser i landets historie påvirker 33 millioner mennesker - hver syvende pakistaner.
Historien er den samme i de andre lejre: Manglen på toiletter er et af de helt store problemer.
Det udgør en sundhedsfare for alle, ligesom det skaber fortvivlelse hos særligt piger og kvinder, skriver AFP.
Der er ekstremt konservative muslimske samfund i Pakistans landlige områder, og mange fordrevne kvinder er for første gang i deres liv nødt til at leve tæt op ad mænd, som de ikke er i familie med.
Derfor er det anledning til stor flovhed, når de er nødt til at forrette deres nødtørft i det fri. Og måske endda bliver observeret af fremmede mænd, som flere har oplevet.
Den oplevelse har Shameen Bibi og hendes døtre, som alle bor i lejren, haft. De drikker nu så lidt vand som muligt i løbet af dagen, så de undgår mænds blikke.
I stedet går de på toilet om natten, men det giver andre problemer.
- Der kommer slanger og skorpioner op fra vandet, siger hun til AFP.
Zebunnisa Bibi blev tvunget til at tage til lejren i Fazilpur i Punjab-provinsen, da vandmasser for to uger siden oversvømmede hendes landsby. Hun beklager sig over, at der i lejren hverken er bad eller toiletter. Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix
Manglen på toiletter betyder også, at antallet af hudinfektioner og mave-tarm-infektioner fra det forurenede omkringliggende vand stiger.
Annonce
Nær en anden lejr holder Kainat Solangi sin 24 dage gamle baby. Hun opholder sig på en lille stribe land sammen med sin egen og omkring ti andre familier.
De har selv slået lejr op, men hun ved godt, at det ikke er et holdbart sted for en nyfødt.
Hun føler sig dog sikrere her end ved den nærliggende midlertidige lejr, som kun er tilgængelig via båd.
- Der er intet i lejren. Folk er hjælpeløse. Det er bedre at leve her, siger hun til CNN.
Hun og de øvrige på den lille stribe land er ligesom andre på tværs af Pakistan afhængige af nødhjælp for at klare sig igennem dagene.
Dage, som ikke bliver lettere af de sværme af fluer og myg, der plager dem.
En mand bevæger sig igennem vandmasserne med et telt til lejren i Fazilpur, hvor hundredvis af lokale er søgt til som følge af oversvømmelserne. Foto: Arif Ali/Ritzau Scanpix
Pågående fluer gør det svært at sove, og det er svært at undgå myg, som kan smitte med malaria, der risikerer at give alvorlig sygdom.
Solangi blev lovet et myggenet af en nødhjælpsarbejder, der kom forbi. Men det venter de stadig på.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ser "malaria af epidemiske proportioner" i Pakistan, lyder det fra Palitha Gunarathna Mahipala, WHO's Pakistan-repræsentant.
Han frygter, at situationen bliver værre endnu.
Annonce
/ritzau/
Oversvømmelserne i Pakistan
* I juli og august faldt der 190 procent mere regn end det 30-årige gennemsnit for de to måneder. Der ventes mere regn den næste måneds tid, hvilket kan forværre situationen, advarer FN's flygtningeorganisation (UNHCR).
* Over 1300 er døde i oversvømmelserne, der skyldes enorme mængder regn de seneste måneder. Dødstallene fortsætter med at stige.
* 33 millioner ud af de cirka 220 millioner indbyggere i Pakistan er påvirket af oversvømmelserne. Det svarer til hver syvende borger. Hundredtusindvis af borgere er blevet hjemløse.
* Oversvømmelserne har ført til skader for mindst 75 milliarder kroner ifølge myndigheders vurderinger. For eksempel er infrastruktur som veje og broer ødelagt.
* WHO vurderer, at omkring 634.000 pakistanere lever i midlertidige lejre. Tallet kan være højere, fordi der er dårlig adgang til visse områder. 6,4 millioner har ifølge WHO brug for humanitær hjælp.
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Lang kø til åbning af butik
Campingplads ved vandet til salg