Overvægtig immigrant er for fed til New Zealand
En overvægtig mand fra Sydafrika er for fed til at opholde sig i New Zealand, selv om han har smidt 30 kilo, siden han flyttede til landet for seks år siden.
Albert Buitenhuis, som nu vejer 130 kilo, og hans kone Marthie, står til at blive udvist efter at have fået afvist en ansøgning om arbejdstilladelse.
Immigrationsmyndighederne begrunder afslaget med, den overvægtige mand kan blive en belastning for sundhedsvæsnet, fordi hans helbredstilstand ikke er acceptabel.
Da parret i 2006 ankom til Christchurch på den sydlige af New Zealands to hovedøer, vejede Albert Buitenhuis 160 kilo, og siden har han hvert år fået fornyet sin arbejdstilladelse.
- Vi ansøgte år efter år, og der var aldrig problemer. De nævnte aldrig Alberts vægt eller hans helbred, og dengang var han endda langt kraftigere, siger Marthie Buitenhus til avisen The Press.
- Det er skæbnens ironi, at i øjeblikket vejer han mindre, end da vi først ankom til New Zealand, siger hun.
En talsmand for immigrationsmyndighederne forklarer afvisningen med, at Albert Buitenhuis på grund af sin overvægt har en meget høj risiko for at få diabetes eller blive ramt af hjerteproblemer.
- Det er vigtigt, at alle immigranter har et acceptabelt helbred for at holde udgifter og presset på New Zealands sundhedsvæsen nede, siger han.
New Zealand er ifølge OECD den tredjemest overvægtige nation i den industrialiserede verden efter USA og Mexico.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde