På en høj nær Kyiv nedskyder ukrainere den russiske trussel fra oven
Fra Flakpanzer Gepard-kampvognen er holdet på bakken i Kyiv-regionen klar til at skyde russiske missiler og droner ned, når de nærmer sig. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
De to kanoner på de tyskleverede Gepard-kampvogne peger mod himlen. Antiluftenheden og dens mandskab venter på russiske luftangreb, som de kan skyde ned.
Ritzau RitzauStefan Lindahl Jensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
- Vi har allerede ramt seks luftbårne mål - fire Shahed-droner og to krydsermissiler.
På en mark et sted ved den ukrainske hovedstad, Kyiv, står Roman. Han er 27 år, muskuløs og iført en tætsiddende kakifarvet T-shirt.
Roman er en del af et ukrainsk hold i en af de Flakpanzer Gepard-antiluftskytskampvogne, som Tyskland har doneret til landet.
Gepardens to kanoner er rettet mod himlen. De bruges til at skyde russiske droner og missiler ned.
Hver gang de skyder et mål ned, maler de det på siden af kampvognen som et trofæ.
Annonce
- På nær et missil skød vi dem alle ned på en nat, siger Roman.
Kampvognen står på en beplantet bakke i Kyiv-regionen. Soldaterne har bedt AFP om ikke at afsløre den præcise lokation.
På siden af kampvognen har soldaterne malet, hvad de har skudt ned. Fire Shahed-droner og to krydsermissiler. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Tyskland har sendt 40 antiluftskytskampvogne til Ukraine. 12 mere og 300.000 skud ammunition forventes at ankomme til landet snart.
- Vi trænede sammen i Tyskland i halvanden måned. Det er snart et år siden, siger Roman.
Kampvognene er sammen med mere moderne systemer, som er doneret af Vesten, en del af landets luftforsvarsskjold.
Det blev etableret i efteråret 2022. De første enheder blev placeret nær landets energiinfrastruktur samt Kyiv og havnebyen Odesa.
Gepard-kampvognene kan skyde 500 gange i minuttet og er udviklet til netop at ramme truslen fra oven.
- Når computeren giver os signal, fortæller jeg det til kommandøren, som så beskyder målet, forklarer Oleksij, som er holdets artillerist.
Det elektroniske system fjerner ifølge Roman de menneskelige fejl og sørger for, at de hurtigt kan eliminere de russiske angreb.
Hele holdet meldte sig til militærtjeneste, kort efter at Rusland invaderede Ukraine. De har haft 12 fridage siden. Foto: Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Oleksij, som egentlig er bartender, kan godt huske følelsen og stemningen på holdet, da de formåede at ramme deres første russiske mål.
Annonce
- Vi var glade og egentlig rørte. Vi råbte højt. Vi var virkelig henrykte over at skyde det missil ned, fordi det fløj med 600 til 700 kilometer i timen, siger han.
De meldte sig alle til militærtjeneste i Ukraine, få måneder efter at Rusland invaderede Ukraine. Og nu har de helt styr på, hvordan de bruger de donerede kampvogne.
Det er ikke særlig kompliceret, lyder det fra den 29-årige fører af Gepard-kampvognen, Oleksandr, på højen i Kyiv-regionen.
- Det er lige som at køre en automatisk bil. Bare meget større, siger han.
De har kun haft 12 fridage, siden krigen begyndte. Men dagene går hurtigt for holdet nær Kyiv.
- Vi ved ikke, hvor tiden bliver af. Det ene minut står vi op, det næste er det aften, og vi prøver at sove igen, siger Oleksandr.
Han har en kone og to børn - en pige på fire år og en dreng på seks.
- Selvfølgelig savner jeg dem. Det er hårdt at være væk fra sin familie, siger han.
Der har ikke været missiler at skyde ned for det ukrainske hold siden marts. Men dagene flyver alligevel afsted.
De er stolte af de angreb, som de har afværget.
Annonce
- For os er hvert et luftbårent angreb, som vi skyder ned, en lille sejr, som fører os tættere på det store mål, siger Roman.
For lige nu er deres job og mål at vinde krigen.
- Vi skyder droner og missiler ned. Folks liv bliver reddet. Det er det eneste, vi tænker på lige nu, siger Oleksij.
/ritzau/AFP
Flere Gepard-køretøjer på vej til Ukraine
* Tyskland har givet Ukraine Flakpanzer Gepard-køretøjer, der er antiluftskytskampvogne.
* De er udrustet med Oerlikon-kanoner, som bruger 35 millimeter ammunition. De kan affyre 500 skud i minuttet.
* Kampvognene har en kanon på hver side, som kan peges mod himlen.
* Ukraine har modtaget 40 Gepard-køretøjer.
* Der er 12 mere på vej og 300.000 ekstra skud.
* Flakpanzer Gepard er udviklet i 1970'erne. De blev pensioneret efter et årti.
* De har et radarsystem og et observationssystem.
* Det har været bøvlet for tyskerne at finde ammunition til køretøjerne.
* Tyskland havde schweiziskproduceret ammunition på lager, men Schweiz ville i foråret ikke tillade, at ammunitionen fulgte med Gepard-kampvognene til Ukraine.
* Den tyske våbenproducent Rheinmetall åbnede for ren tyskproduceret ammunition til Gepard-køretøjerne på grund af den schweiziske udmelding.
* Rheinmetall leverede i juli den første omgang af 35 millimeter tyskproducerede ammunition til Ukraine.
Seneste artikler
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Det lokale Team Rynkeby på vej mod Paris: Nu venter bakken, Pogacar har vundet på
Lolland får millioner for vindmøller og solceller
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster