På kanten af en sultkatastrofe tændes håbet for Ukraines korneksport

Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar, mener, at en aftale om eksport af ukrainsk korn kan være underskrevet allerede i næste uge. Foto: Turkish Defence Ministry/Reuters

Mens flere hundrede millioner mennesker sulter i Afrika, ser det nu endelig ud til, at Ukraines eksport af korn kan vristes fri af krigens jerngreb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Cirka 22 millioner ton korn har i flere måneder været strandet i Ukraine, hvor Ruslands invasion og de pågående kampe i Sortehavet har gjort det umuligt at eksportere varerne.

Men nu er en aftale om en eksportkorridor øjensynligt på vej. I hvert fald hvis man skal tro Tyrkiet, som agerer mægler mellem Rusland og Ukraine.

Landets forsvarsminister, Hulusi Akar, sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag, at en aftale ventes underskrevet så tidligt som i næste uge. Den aftale, der er på vej, vil ifølge Akar indeholde fælles kontroller af sendinger i havne. Tyrkiet vil stå for sikkerheden på eksportruter via Sortehavet.

FN har allerede varslet en regulær sultkatastrofe, hvis det ikke skulle lykkes at få kornet ud af Ukraine. Direktøren for FN's Fødevareprogram (WFP), David Beasley, gik så langt som at kalde en eventuel mislykket aftale en "krigserklæring mod verdens fødevaresikkerhed".

Problemer med den globale fødevaresikkerhed var ellers til at tage og føle på i Afrika allerede i kølvandet på covid-19-pandemien, som siden 2020 har bremset produktion og eksport globalt.

I sidste uge viste en rapport fra WFP og FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), at hver femte indbygger på det afrikanske kontinent i 2021 var ramt af underernæring.

Det er en stigning på 4,4 procentpoint siden 2015. Og med stoppet for eksport af ukrainsk korn står endnu flere til at ryge ud i hungersnød.

Hver femte afrikaner var underernæret i 2021. Det er en stigning på 4,4 procentpoint siden 2015. (Arkivfoto). Foto: World Food Programme/Reuters

- Vi står midt i den perfekte storm, som ikke bare kommer til at ramme de fattigste af de fattige - den kommer også til at overvælde millioner af familier, som indtil nu kun akkurat har kunnet holde hovedet oven vande, sagde David Beasley i den anledning.

De mange millioner ton korn er for tiden oplagret i siloer i den ukrainske havneby Odesa. Byen ligger ud til Sortehavet, hvor en russisk skibsblokade har gjort det umuligt for containerskibe at sejle ud. Desuden er havet fyldt med miner, hvilket gør det farligt at sejle på.

En ledende FN-embedsmand, der udtalte sig anonymt til Reuters, sagde onsdag, at de fleste af stridspunkterne i forhandlingerne er blevet barberet væk. Personen kaldte sågar forhandlingerne i Istanbul et "gennembrud".

FN's øverstkommanderende, generalsekretær António Guterres, er også optimistisk, omend en smule mere tilbageholdende end Tyrkiets udenrigsminister og den anonyme embedsmand.

- Jeg er optimistisk, men aftalen er ikke helt på plads, sagde portugiseren onsdag og understregede samtidig, at FN "har set et afgørende skridt fremad".

/ritzau/

Ukraine er Europas kornkammer

* Ukraines eksport af korn og andre afgrøder som raps, solsikker og sojabønner er afgørende for den globale madforsyning.

* Før krigen var Ukraine den største producent af solsikkeolie, den fjerdestørste eksportør af majs og på vej til at blive den tredjestørste eksportør af hvede.

* Sidste sæson slog Ukraine sin egen rekord, da der blev høstet 106 millioner ton korn.

* Ukraines landbrugsminister skønner, at landet kan miste op mod halvdelen af dets høst på grund af krigen.

* Landmændene har mulighed for at benytte mellem 50 og 75 procent af landbrugsjorden, har han yderligere estimeret.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu